Randers Bibliotek tilbyder forløb med læsehund til børn, der har udfordringer med læsningen.

Læsehunden Ellie snuser hjemmevant og stille rundt blandt bogreolerne på Kristrup Bibliotek, men da hun spotter otte-årige Kaya, svinger hele kroppen i takt med den logrende hale. Efter klap, hyggesnak og et par hundekiks sætter de to sig til rette på sofaen. En rolig, koncentreret stemning falder over dem begge, mens Kaya læser højt for sin firbenede læsemakker, skriver Randers Bibliotek i en pressemeddelelse.

»Det er sjovere at læse for Ellie, end det er at læse derhjemme, hvor man let bliver forstyrret. Hun retter aldrig på mig, og det er dejligt,« smiler Kaya Brandt og tilføjer:

»Hun kan også hjælpe mig med at vælge, hvad vi skal læse. Så lægger jeg to bøger med en hundekiks på hver, og så tager vi den bog, hun vælger først.«

Ifølge Fonden for Socialt Ansvar har børn med læseudfordringer ofte nedsat læselyst og negative associationer i forhold til bøger. Kaya og Ellie har læst sammen i løbet af foråret 2024, og ifølge forældrene er der mærkbar forskel på både læseflowet og entusiasmen omkring læsningen efter forløbet.

Ellie er sammen med sin ejer certificeret via Fonden for Socialt Ansvar. En læsehund skal blandt andet kunne sidde stille med et barn i alderen seks til tolv år, mens barnet læser højt i 20-30 minutter. Men den enkelte læsehund kan også have andre gode egenskaber.

»Når Kaya er ved at køre træt, bliver Ellie mere kontaktsøgende. En dag fik hun også et kærligt puf med snuden, da hun gik i stå. Men vi er også gode til at holde en pause og lave noget gas sammen en gang imellem. Så er der som regel energi og lyst til at læse videre bagefter,« fortæller Bodil Hjarvard, Ellies ejer.

Hvis man gerne vil høre mere om tilbuddet, kan man henvende sig til børnebibliotekar Margit Lund Deutsch-Lauritsen via mail mdl@randersbib.dk. Et læseforløb kan foregå på enten Kristrup eller Dronningborg Bibliotek og varer typisk i seks uger, hvor barnet og hunden mødes en gang om ugen.