Medicinrobotter, skærmbesøg og andre teknologiske løsninger er i fokus i det ny showroom.
Kan medicinrobotter i hjemmet være med til at sikre færre fejlmedicineringer? Hvad er et skærmbesøg? Og kan vi blive klogere på demens ved at opleve sygdommen på egen krop?
Det og meget mere skal et nyt og lærerigt showroom på Randers Social- og Sundhedsskole gøre både borgere, medarbejdere og studerende klogere på, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Skærmbesøg, Virtual Reality, et selvoppusteligt kipsystem til sengen, robotkæledyr og meget mere. Der findes efterhånden mange innovative løsninger, som kan gøre hverdagen for borgerne lettere og mere selvhjulpne, og som samtidig kan gøre arbejdsgangen mere effektiv for plejepersonalet.
Showroomet er et stort åbent rum med stationer, der minder om en lejlighed med køkken, badeværelse, stue og soveværelse. Velfærdsteknologien blender ind i showroomets interiør og eksemplificerer således, hvordan borgerne nemt og bekvemt kan integrere teknologien i deres hjem. Samtidig er rummet dynamisk, så det kan tilpasses forskellige arrangementer og undervisningssituationer.
Siden foråret har Randers Kommune og Randers Social- og Sundhedsskole sammen med AATE VR udviklet et 3D-interaktivt Virtuel Reality-læringsscenarie omkring demens, som også kan opleves i showroomet. Ved at tage VR-briller på ledes man gennem helt almindelige dagligdags situationer, men oplever dem, som en mand med moderat demens ville opleve dem. Manden bor sammen med sin partner og skal for eksempel forsøge sig med at dække bordet, hente mælk i køleskabet og skrue ned for fjernsynet.
Showroomet åbner for besøgende hver onsdag fra 4. september, og for medarbejdere i Randers Kommune hver tirsdag fra 3. september.