Randers Kommune sætter DSH Recycling A/S under pres for at stoppe forurening.
Randers Kommune har netop sendt en besked til DSH Recycling A/S med krav om, at virksomheden skal fortsætte de nødvendige foranstaltninger for at forhindre alvorlig forurening på deres ejendom ved Gl. Århusvej i Ølst. Kommunen har besluttet, at DSH Recycling er medansvarlig for den potentielle miljøskade, der truer området. Firmaet er ejet af den samme persongruppe der ejede Nordic Waste, der som bekendt erklærede sig konkurs tidligere på året.
Problemerne startede i december 2023, da et stort jordskred på ejendommen satte kurs mod Alling Å og Randers Fjord. Det kunne have ført til alvorlig forurening og skader på både vandmiljøet og biodiversiteten.
Randers Kommune måtte handle hurtigt og satte en række nødforanstaltninger i gang for at stoppe katastrofen.
Nødforanstaltningerne inkluderer blandt andet at pumpe vand udenom det berørte område og sikre, at forurenet vand bliver renset, før det når ud i naturen. Hvis disse tiltag ikke fortsætter, kan forurenet jord og vand skade både Alling Å og Randers Fjord, med alvorlige konsekvenser for dyrelivet og økosystemerne.
Miljøstyrelsen overtog sagen i januar 2024, men i august meddelte de Randers Kommune, at de ikke kunne pålægge DSH Recycling at gennemføre de nødvendige tiltag, fordi virksomheden ikke kunne stille den nødvendige økonomiske sikkerhed. Derfor har Randers Kommune fået ansvaret tilbage og kræver nu, at DSH Recycling holder fast i de miljøtiltag, der allerede er sat i gang.
DSH Recycling har fået en frist indtil 9. september 2024 til at komme med deres bemærkninger, før kommunen træffer en endelig beslutning. Når afgørelsen er truffet, vil virksomheden være tvunget til at følge den, og der er ingen mulighed for at klage over beslutningen til andre myndigheder.
»Det er fortsat vores vurdering, at der vil indtræde en meget væsentlig miljøforurening af Alling Å og Randers Fjord, hvis vi stoppede med de foranstaltninger, vi har sat i gang. Og vi har nogle klare forventninger til, hvad DSH Recycling A/S skal gøre for at afværge situationen. Derfor sender vi nu vores afgørelse til DSH Recycling A/S til høring,« siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt i pressemeddelelsen.