Norlys-kunde ringede over 40 gange til firmaets kundeservice. Han fik hjælp af direktøren to gange, og troede sagen var løst. Så fik han lige en rykker mere…
»Jeg kan normalt ikke lide at hænge virksomheder ud. Alle kan lave en fejl, og i de fleste tilfælde retter virksomheden hurtigt fejlen, når man henvender sig. Nu vil jeg alligevel gøre en undtagelse med Norlys,« skriver Erik Humblebug fra Randers til Din Avis.
Her er hans fortælling:
Jeg har aldrig oplevet noget lignende hos en TV- og internetudbyder.
I oktober 2023 købte jeg en TV-pakke, og selv om det var et lille beløb, der var forkert, holdt jeg fast i, at jeg ville have min TV-pakke til den pris, som jeg havde bestilt den til. Det kostede 3-4 opringninger, og fejlen blev rettet på januar-regningen. Derfor var min henvendelse egentligt overvejende positiv, da jeg sagde ja til at købe fibernet til 199 kr. pr. måned i et halvt år ved en boligmesse her i Randers.
Så startede et mareridt, der varede fra november 2023 til langt inde i det nye år. For jeg fik ikke en regning på 199 kr.; jeg fik én på det, som forbindelsen ville koste efter det halve år. På et tidspunkt oprettede Norlys en ny konto til mig i håbet om at få løst problemet.
Det betød blot, at jeg fik regninger på det forkerte beløb fra to konti.
I foråret 2024 fik jeg så fjernet to tyske TV-kanaler fra min TV-pakke uden varsel og erstattet dem med NDR. Men en tysk lokalkanal erstatter ikke en stor landsdækkende kanal som RTL, der er en af Tysklands største TV-kanaler. Men Norlys fralagde sig alt ansvar; det var deres udbyders skyld, at det var sket på den måde.
Beløb til gode
I april 2024 læste jeg en artikel om snyd med hastigheder på internet.
Derfor tjekkede jeg hastigheden på mit internet. På messen havde sælgeren fra Norlys lovet mig en garanteret hastighed på 1000/1000. Da jeg målte hastigheden, viste det sig, at det med lidt god vilje svarede til en 200/200-forbindelse.
Jeg var allerede ude at lede efter en ny TV-pakke, og nu besluttede jeg også at opsige mit internet. Jeg fik en bekræftelse og fik samtidig at vide, at jeg havde et beløb til gode fra mit internet.
Så fik jeg pludselig en rykker på min TV-pakke for perioden efter, at jeg havde opsagt mit abonnement. Da jeg ringede til kundeservicemedarbejderen, skulle han lige undersøge sagen. Da han havde gjort det, måtte han erkende, at jeg havde opsagt mit abonnement, så han lovede at få slettet rykkeren. Der gik kun nogle få dage, før der endte en ny rykker i min postkasse. Så måtte jeg henvende mig igen og fik igen det samme svar.
Som sagt fik jeg at vide, at jeg havde penge til gode. Da jeg ikke havde fået dem midt i juni, kontaktede jeg Norlys’ kundeservice. De lovede mig, at jeg ville få mit tilgodehavende i løbet af nogle få dage.
Da jeg ikke havde fået pengene i slutningen af juni, henvendte jeg mig igen den 26. juni. Her fik jeg at vide, at grunden til, at jeg ikke havde fået beløbet, var, at Norlys ikke havde mit kontonummer. Da medarbejderen fik det, fik jeg at vide, at der var 1.070,38 kr. på vej.
I starten af juli var pengene stadig ikke kommet. Nu fik jeg at vide, at det var fordi, at Norlys ved slutopgørelser skulle bruge mit CPR-nummer. Så ville pengene blive udbetalt. De fik mit CPR-nummer, selvom jeg allerede havde opgivet det, da jeg indgik aftalen om internet.
Nu gik der nogle dage, hvor jeg dagligt ringede for at få at vide, hvornår jeg fik pengene. Undervejs blev jeg igen bedt om at opgive mit kontonummer. Medarbejderne lovede hele tiden at ringe tilbage eller skrive til mig, når de vidste noget mere. På et tidspunkt blev en medarbejder træt af mig, og han sendte en bekræftelse på mit tilgodehavende på 1.070,38 kr. Det beløb blev også gentaget af medarbejderne, når jeg ringede.
Efter at have ringet mere end 10 gange fik jeg så at vide, at beløbet kun var på 75 kr., og at det var på vej. Derfor undersøgte jeg, hvem der var direktør, og hvem der var CFO for Norlys.
Jeg kom i kontakt med den person, der viste sig at være den tidligere direktør. Han lovede at hjælpe mig. Så blev jeg kontaktet af en medarbejder, der lovede mig en straksoverførsel senere på dagen.
Da jeg ikke havde fået pengene sidst på dagen, blev jeg urolig, men tænkte, at han også kunne have lavet en normal overførsel til næste dag.
Næste dag stod der ingen penge på min konto, så jeg kontaktede Norlys igen. Her fortalte medarbejderen mig, at banken kunne have op til 3-4 dages ekspeditionstid, og at hun havde undersøgt, at pengene var overført fra Norlys’ konto. Så blev jeg ringet op af medarbejderen, der skulle overføre pengene. Han havde ikke overført noget og mente nu igen, at det kun drejede sig om 75 kr.
Jeg måtte igen henvende mig til den tidligere direktør og CFO’en. Kort tid efter ringede medarbejderen igen og lovede mig, at jeg ville få mine 1.070,38 kr. Det gjorde jeg også, efter at jeg har henvendt mig til Norlys’ kundeservice omkring 40 gange, siden jeg tegnede mit TV-abonnement kort før 1. november 2023.
Hurra! Jeg fik noget ud af alle mine henvendelser, og mit kundeforhold med Norlys er endeligt afsluttet.
For et par dage siden fik jeg så en rykker på 54,75 kr. + 100 kr. i rykkergebyr på min TV-pakke. Jeg gad nok vide, hvor mange måneder der går med at slette den.