Mandag aften blev en kvinde fundet død i Randers.
Af Jørgen Rosengren, Jyllands-Postens Lokalaviser
Mandag aften blev politiet kaldt til et dødsfald i det sydvestlige Randers.
Her var en 88-årig kvinde fundet død.
Ifølge anmeldelsen virkede nogle omstændigheder omkring dødsfaldet mistænkelige, og flere patruljer fra Østjyllands Politi blev derfor sendt til stedet for at undersøge forholdet nærmere.
Det sidste livstegn fra kvinden stammer tilsyneladende fra fredag, hvor der var kontakt til hende.
Politiet arbejde hele aftenen og natten på adressen for at undersøge nærmere, om den 88-årige skulle have været udsat for en forbrydelse.
Derfor er hun nu også blevet obduceret.
»Obduktionen viser, at hun er død af naturlige årsager,« siger Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.
Det viser sig dog, at politiet alligevel ikke helt har afsluttet efterforskningen, på trods af, kvinden altså ikke har været udsat for en forbrydelse.
Hvorfor Østjyllands Politi ikke har afsluttet sagen endnu, kan kommunikationsrådgiveren dog ikke på nuværende tidspunkt oplyse.
Den afdødes familie er blevet underrettet om hændelsen.