En betjent blev lørdag aften sparket i hovedet.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

I Søndergade i Randers var en 31-årig mand i slagsmål med en vagt på Søndergade. Da politiet ankom til stedet, gik mandens aggressivitet i stedet ud over en af betjentene.

Det medførte derfor yderligere en sigtelse – denne gang for vold mod tjenestemand i funktion.

Den 31-årige blev indsat i detentionen og vil efter endt afhøring blive løsladt.

»Kollegaen fik heldigvis kun overfladiske skrammer,« skriver Østjyllands Politi.

Mere Randers

Det var ikke eneste gang, hvor politiet måtte rykke ud i Randersugen, der ifølge vagtchef René Ludvig har givet en del travlhed i politikredsen.

I forbindelse med anden politiforretning, hvor en mand var anholdt opstod der tumult omkring politipatruljen, hvor en nu anholdt mand, højlydt forsøgte at opildne til at man forsøgte at hindre patruljen i at udføre deres arbejde.

Den anholdte begyndte at kritisere politiet arbejde på en aggressiv facon.

»Det var derfor nødvendigt at skride til anholdelse for at skabe ro på stedet. Der var på det tidspunkt forsamlet flere personer med en aggressiv og konfronterende attitude,« skriver politiet.