Syng med på 10 stoppesteder i Randers by.

Tirsdag 13. august kan sangglade og historieinteresserede randrusianere være med til at synge Randers rundt på 10 forskellige stoppesteder i byens centrum. Ved hvert stop kan man høre en historie om lokaliteten og synge med på to sange. Det skriver Randers Bibliotek i en pressemeddelelse.

»I år har vi valgt kvarteret i og omkring Kulturhuset som arena for arrangementet. Her er kort afstand mellem sangstoppestederne, så deltagerne kan få så mange oplevelser som muligt. Vi ser frem til, at hele byen bliver fyldt med sang i et par timer,« fortæller Peter Elmelund, biblioteksmusikant på Randers Bibliotek og medlem af styregruppen for ”Syng Randers Rundt”.

Blandt stoppestederne er Jorn-relieffet, den nye Grønnegård i Kulturhuset, Kaosambassaden, trappen på Jens Otto Krags Plads, Museum Østjylland, ”Fisketorvet”, Hesteprangeren og Frk. Jensens Gård, hvor der også bliver serveret småkager.

På hjemmesiden www.syngrandersrundt.dk findes en oversigt over sangstoppesteder og fortællere, og fra torsdag 1. august kan man på Randers Bibliotek og Museum Østjylland hente et kort over de forskellige stop.

På dagen kan man møde op på lige præcis det stop, man gerne vil opleve først – og herefter selv tilrettelægge sin rute.