Rina Hansen er den femte kvinde siden 1977, der har fået titlen af Årets Randersborger. Fremover bør flere kvinder udnævnes, mener blandt andet tidligere Årets Randersborger, Bent Martinsen.

40 gange har mænd modtaget titlen som Årets Randersborger. Kun 5 gange har kvinder fået titlen.

Med udnævnelsen af Rina Hansen fra RHANDERS – Randers Handsker rettes der nu fokus mod, at også kvinder kan anerkendes for deres indsats i Randers.

Bent Martinsen, tidligere præst og byrådspolitiker, er begejstret for udviklingen:

»Vi trænger simpelthen til at få markeret, at dem, der betyder noget, det kan lige så godt være kvinder som mænd. For det er det jo. Og hvorfor der tidligere næsten kun har været mænd udnævnt, det skyldes den meget konservative måde at forholde sig til, hvad der har spillet en rolle i Randers og vores samfund. Det er jeg helt overbevist om.«

At Rina Hansen har fået titlen i år, skyldes hendes evne til at sætte Rhanders Handsker på landkortet, forklarer borgmester Torben Hansen:

»Vi har ikke valgt på grund af køn, men meritter.«

Borgmesteren, der i seks år har ledet komiteen bag udnævnelsen, fortæller, at man i år har opfordret borgerne til at indstille flere kvinder:

»Kønnet skal ikke være afgørende for, om man bliver peget på som Årets Randersborger. Det er jo de meritter, som man har lavet for byen, kommunen og for andre. Det, som vi var opmærksomme på, da vi efterlyste forslag, var, at vi ville rigtig gerne have nogle flere kvinder, for der er rigtig mange dygtige, stærke kvinder, som også har gjort sig fortjent til den her hæder.«

Torben Hansen (S) er som borgmester født formand.

Fra byrådet: Louise Høeg (V), Pia Moldt (S), Rosa Lykke Yde, (SF og Frank Nørgaard (DF).

Formand for Randers Handelsråd, Finn Møller.

Formand for Kulturelt Samvirke, Michael Kull.

Formand for Samvirkende Idrætsklubber i Randers, René Skjøde Andersen.

Rekordmange forslag i år

Komiteen har i år modtaget over 90 forslag, hvilket er flere end normalt.

Torben Hansen reflekterer over kønsfordelingen gennem årene:

»Det er jo klart, at kigger man ned over listen tilbage til 1977, så kan man se, at det har været rigtig mange mænd, der har fået titlen. Og meget, meget stor respekt for det, de har gjort. Men det kunne jo også være årsagen til, at der ikke har været mange kvinder. Der er simpelthen nogen, som ikke er blevet indstillet, men som også har de meritter.«

Han understreger, at det er meritterne og ikke kønnet, der bør afgøre valget:

»For mig er det ekstremt vigtigt, at det ikke er kønnet, der er afgørende for at kunne blive Årets Randersborger, det skal være det personen har gjort for Randers. Men vi vil bare gerne have flere kandidater at vælge imellem, som er kvinder.«

Torben Hansen mener, at der har været en udvikling i, hvilke typer mennesker der hyldes:

»Nu har jeg kun været med i 6 år. Og hvis man skal have en linje af det, så skal man jo se det i lyset af samtlige de 47 år, vi har udnævnt en æresborger. Men jeg synes, at der har været lidt af en bevægelse fra ældre og erhvervsmænd til andre slags personer. Personer, der udvikler og gør noget for fællesskabet og gør noget for andre.«

»Det spillede sgu da en rolle«

Bent Martinsen ser det som et nødvendigt opgør med fortidens snævre fokus. Den tidligere præst og byrådspolitiker har både selv fået titlen og i to-tre år i slutningen af 90’erne sad han i komiteen, der udnævnte Årets Randersborger.

Han husker tilbage på tidligere tiders udnævnelser, hvor han selv var med til at give hæderen til en enkelt kvinde, Lise Bisballe, i 1999. Før det havde kun to kvinder fået prisen, nemlig Poul Thomsen og Hanne Thomsen (1993) og hotelejer Sonja Mathiesen (1985).

»Det gælder helt generelt, at samfundet udvikler sig, og nogle af de skader og uhensigtsmæssige ting, som er i samfundet, de retter sig med tiden. Og det her med, at ting retter sig i vores samfund, det er jeg faktisk meget overbevist om. Kvinder har en stærk placering i dag, og det er jo rigtig godt.«

Han husker tidligere udnævnelser, hvor kun få kvinder blev anerkendt:

»Det er jo klart, at både det politiske liv, men også kulturlivet på en eller anden måde, var bestemt af, at der sad mænd på mange af delene, og at de havde øje for hinanden og ikke så mange udefra. Det spillede sgu da en rolle.«

Afslutningsvis understreger han behovet for at anerkende flere kvinder:

»Det er godt, at vi er ved at få gjort op med alt det der. Det er det virkelig. Jeg synes simpelthen, at det er en skændsel på en eller anden måde, at vi har tænkt så ensidigt på den måde, som vi gjorde førhen. Selvfølgelig var det fra begyndelsen dygtige virksomhedsejere og folk, som betød noget for byen. Men tag nu et kig her omkring, der er jo virkelig mange kvinder, der betyder rigtig meget her i byen, og de opfylder alle kriterierne for at kunne blive Årets Randersborger.«