Onsdag bliver våd i langt de fleste dele af landet, ligesom varm og fugtig luft strømmer ind over landet.

Det er blot få dage siden, at store mængder regn på kort tid skabte problemer i trafikken i blandt andet Kolding og København.

Onsdag kan det igen blive en våd omgang. Der er nemlig risiko for lokale skybrud og torden i hele landet.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en risikomelding tirsdag aften.

En risikomelding er det nederste trin på DMI’s varselsskala. Herefter følger kategori 1 for voldsomt vejr, kategori 2 for farligt vejr og slutteligt kategori 3 for meget farligt vejr.

Onsdag kan der lokalt falde mellem 15 og 30 millimeter regn på 30 minutter, skriver DMI.

12 timer med vand

I Jylland gælder varslet fra onsdag formiddag klokken 10.00 og frem til klokken 22.00.

Derfra bevæger regnen sig videre over Fyn, hvor der er varsel ude fra klokken 13.00 til 21.00.

For resten af landet, undtagen Bornholm, varsler DMI risiko for torden og lokale skybrud fra klokken 15.00 og frem til midnat.

Kort: DMI

Det er en koldfront, der har kurs ind over Danmark, skriver DMI’s meteorolog Anja Bodholdt i en kommentar til onsdagens vejr.

»På forsiden af koldfronten strømmer varm og fugtig luft op over os fra sydøstlige retninger, og temperaturen kan derfor på Sjælland, Lolland og Falster nå helt op på 26-27 graders varme i eftermiddagstimerne,« lyder det.

Men i den forbindelse vil der altså også komme kraftige regn- og tordenbyger.

Seks skybrud søndag

Det er endnu forbundet med en vis usikkerhed, hvor kraftige bygerne bliver, og hvor det bliver vådest.

Søndag blev der registreret seks skybrud fordelt på det sydvestlige Jylland, Sjælland samt på Fyn og Lolland.

Den højeste intensitet blev målt i Kolding, hvor der faldt 32,6 millimeter.

I København blev der målt 27,8 millimeter, og billeder viste blandt andet Nordhavnsvejstunnellen fuldkommen oversvømmet.

/ritzau/