Efter sidste år, hvor omkring 300 festuge-gæster indtog gården ved Kaosambassaden til en aften med en masse upcoming musikere fra det lokale musikmiljø, gentager arrangørerne succesen.
I år finder festlighederne sted under tag på gaden i Underværket, hvor publikum igen kan opleve en stribe musikere, der er på vej frempå den danske musikscene.
»Vi glæder os til at præsentere en lang række talentfulde unge musikere. Havefesten er set i det lys en vigtig støtte til det ungdomskulturelle vækstlag, der investerer i næste generation af unge kunstnere,« siger koordinator hos Kaosambassaden René Berg Andersen.
Hos Kaosambassaden og Underværket mødes unge med forskellige baggrunde og kulturelle stilarter for at udtrykke sig frit gennem musik og kunst. Til Havefesten 2024 kan gæsterne derfor også deltage i en række kreative workshops i samarbejde med foreningen Randers Unge Kultur.
Havefesten på Underværket sker under Randers Festuge 10. august.