Jubilæumsåret byder på nye projekter, fællesskab og festligheder for Nordens største fodboldlinje fra Randers.
Til august runder Fodboldlinjen Randers en milepæl med sit 15-års jubilæum.
Fodboldlinjen, som startede på Rismølleskolen i 2009, har udviklet sig til at inkludere alle folkeskoler, specialskoler og Heltidsskolen Randers med ca. 2200 elever. Det gør Fodboldlinjen Randers til Nordens største af sin slags.
Den første træning fandt sted i august 2009, hvor 25 elever fra Rismølleskolens 7. klasser mødte op kl. 6.15 for at sparke projektet i gang. Nytænkningen i morgentræning fra 6.15 til 7.45 har været en stor succes, hvilket har resulteret i, at linjen nu dækker elever fra 4. til 9. klasse. Mange forældre og elever har rost projektet for at inkludere alle uanset spillemæssige kvaliteter og for at fremme trivsel og fællesskab.
I jubilæumsåret omfatter Fodboldlinjen Randers også træning med Randers FCs professionelle spillere og årlige ture til Tyskland. I skoleåret 23/24 har 500 elever trænet med Randers FC-stjerner som Lasso Coulibaly og Mads Enggård. Desuden har ca. 350 elever deltaget i ture til Holstein Kiel og VFB Lübeck.
On Tour
For at nå ud til endnu flere elever har Fodboldlinjen startet ”Fodboldlinjen on Tour” med temadage på forskellige skoler, hvor de medbringer en fodboldtrailer og en multifodboldbane, det fortæller Karsten Madsen fra Fodboldlinjen i en pressemeddelelse.
Et særligt arrangement, der har fået stor opmærksomhed, er samarbejdet med Borupvængets plejehjem, hvor Fodboldlinjens elever årligt spiller en opvisningskamp for beboerne. Dette initiativ har inspireret andre plejehjem til at henvende sig for lignende arrangementer.
Jubilæumsåret starter lørdag 10. august i forbindelse med Randers Festuge. Her opstilles Fodboldlinjens nye multibane på Jens Otto Kraghs Plads fra kl. 11 til 15, hvor alle er velkomne til at spille fodbold gratis.