Malene Kejlstrup er med i feltet, når der fredag køres semifinaler i BMX racing ved OL i Paris.

Stortalentet Malene Kejlstrup er med nød og næppe klar til semifinalen i BMX racing ved OL i Paris.

Den 22-årige kronjyde måtte ud i et nervepirrende opsamlingsløb for at sætte sig på den sidste plads.

Her drog Kejlstrup fordel af flere styrt og udnyttede sin sidste chance til at snige sig videre som nummer 16 ud af de 24 deltagere.

»Jeg havde vildt mange tårer i øjnene, da jeg gik derop, for jeg orkede ikke mere pres. Men jeg gjorde det bare virkelig godt. Der var nogle, der væltede, men jeg holdt hovedet koldt. Det var megafedt og et boost til selvtilliden,« siger den glade randrusianer.

Sådan gik det

Der var styrt i massevis aftenen igennem, men Kejlstrup, der selv har en trist historik med knoglebrud, holdt sig på cyklen og er dermed stadig i spil til en finaleplads.

Modsat mange andre sportsgrene gælder det i BMX racing om at score færrest mulige point. Jo bedre en placering, du får, jo færre point tikker ind på kontoen.

Danskeren fik en fornuftig start i første kvartfinaleheat, hvor hun hægtede sig på den forreste trio og holdt de andre fire konkurrenter bag sig. Det kastede fire point af sig.

Mørket begyndte at sænke sig over BMX Stadium i en forstad til Paris, men rytterne blev lyst op af lamper på den overdækkede bane, hvor Malene Kejlstrup var nem at spotte i sin knaldrøde dragt.

Den tidligere U23-verdensmester var en anelse langsomt ude af startblokken i andet løb og tabte terræn i første sving, hvor den korte vej rundt var spærret.

Det lykkedes ikke at indhente det tabte for randrusianeren, som før sidste kvartfinaleløb lå lige på vippen til avancement.

I tredje løb blev hun presset ud af en konkurrent og gled ned gennem feltet, før hun endte næstsidst og røg i opsamlingsheatet med sine 16 point.

»Det er ikke umuligt«

Så gjaldt det om at holde hovedet koldt, for kun fire af de otte gik videre, og det formåede det olympiske håb fra Danmark.

Nu er det helt store mål om at gå videre til andendagen opfyldt. Alt herfra er en bonus.

»Jeg og vi har ingen forventninger i morgen. Jeg er heldigvis kun 22 år, så vi har ingen forventninger. Jeg kører så godt, jeg kan, og så kan man være heldig en gang imellem. Dem, jeg skal køre semifinale mod, plejer jeg at køre med, og nogle har jeg kørt fra før. Så det er ikke umuligt,« vurderer hun.

Semifinalen køres fredag fra klokken 20.15, mens finalen køres 21.50.

/ritzau/