Stortalentet Malene Kejlstrup fra Stevnstrup kom ikke videre fra semifinalen i BMX racing ved OL i Paris.

Den 22-årige Malene Kejlstrup måtte kæmpe hårdt i semifinalerne i BMX Racing under OL.

Men desværre for den tidligere U23-verdensmester, så var konkurrencen for hård.

Modsat mange andre sportsgrene gælder det i BMX racing om at score færrest mulige point. Jo bedre en placering, du får, jo færre point tikker ind på kontoen.

Semifinalen blev kørt over tre runder.

Og da det blev til en 7. plads og en 8. plads i de to første runder for Malene Kejlstrup fra Stevnstrup, så rakte det ikke til en plads i finalen. For selvom hun fik en 6. plads i det tredje gennemløb, så var det ikke nok. Med til 6. pladsen hører også, at to konkurrenter kørte af banen og at hun var på de bagerste pladser, indtil de røg af.

“Jeg og vi har ingen forventninger. Jeg er heldigvis kun 22 år, så vi har ingen forventninger. Jeg kører så godt, jeg kan, og så kan man være heldig en gang imellem,” lød det, da hun torsdag lidt heldigt gik videre til semifinalerne.

Og mon ikke hun efterfølgende trods alt vil tænke tilbage på en stor oplevelse under OL.