Herman Salling har haft stor indflydelse på Lars Højgaards karriere i Salling, hvor han kan fejre 40-års jubilæum.
1. august er det 40 år siden, den dengang 24-årige Lars Højgaard første gang trådte ind i Salling i Aalborg. Han var blevet ansat som chefaspirant, og efter blot et halvt år blev han afdelingschef i stormagasinet i Aarhus. Frem til i dag har tiden i Salling budt på en lang række forskellige stillinger og opgaver som blandt andet stormagasinchef, afdelingschef, salgs- og marketingchef, og han har stået i spidsen for at åbne stormagasiner kun til børn – i dag er han indkøbsdirektør.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
De fire årtier med tilknytning til Salling har betydet, at Lars Højgaard især i begyndelsen har haft et tæt samarbejde med Herman Salling, da stormagasinet var hans hjertebarn.
»Det er helt fantastisk, hvad han har betydet og fortsat betyder for den danske detailbranche. Han var virkelig en dygtig og meget respekteret mand. Hr. Salling var fuldstændig kompromisløs, når det handlede om, at gæsterne skulle have den bedste indkøbsoplevelse, for det kalder vi vores kunder – de er gæster. Den del hænger i den grad stadig ved og er måske faktisk blevet udbygget yderligere over årene, fordi vi gerne vil give dem en ekstraordinær oplevelse, når de handler hos os,« siger Lars Højgaard og fortsætter:
»I dag skal vi andet end sælge varer. Salling skal være et sted, hvor gæsterne kommer for at få en god oplevelse og for at hygge sig. Det kan være alt muligt fra at skulle købe en gave, til at nyde en koncert på Salling Rooftop eller til at handle i Salling Super til julemaden. Der er så mange aspekter i at komme her i stormagasinet.«
Jubilaren er stolt helt ind i hjertet over, at han har været med i 40 år, og at han er en del af en arbejdsplads, som betyder meget for mange mennesker. Alle har en holdning eller oplevelse med Salling i Aalborg eller Aarhus, og rigtig mange har gode historier og anekdoter at fortælle. Salling har altid været og er fortsat en stor institution i byen, som Lars Højgaard udtrykker det.
Med papir og kuglepen
Anekdoter og gode historier har han også mange af efter 40 år i samme virksomhed og især den markante udvikling i måden at drive forretning på har gjort indtryk gennem årene. I dag ville mange af de oplevelser være helt utænkelige, men det hørte sig datiden til. For eksempel lavede han sine første budgetter i hånden, så hvis tallene ikke stemte, når han var færdig, ja så måtte han begynde forfra. Det kunne godt tage en weekend eller to at få på plads.
Tiltaleformen har også ændret sig markant. Helt frem til omkring årtusindskiftet var man i Salling Des med eksterne kontakter i markedsføringsregi, ligesom man var det med gæsterne i mange år.
Lars Højgaard stod gennem en årrække for at få Sallings årlige julekatalog på gaden, og det var med en helt særlig proces. Kataloget betød nemlig rigtig meget for hr. Salling, og derfor skulle han altid godkende forsiden.
»Herman Salling havde også mange holdninger til, hvordan vi skulle være i øjenhøjde med vores gæster og være tæt på dem. Hvis vi skulle vide hvilke sko, der var populære, opfordrede han til at tage forbi skolegården i det store frikvarter og se, hvad børnene havde på. Han ville hellere kigge på virkeligheden end at analysere sig frem til alt muligt. I dag er udviklingen i modebranchen helt anderledes. Tingene går hurtigere, nethandlen er kommet til, og udbuddet er blevet større,« siger jubilaren, som lige nu bor i Randers.
Lars Højgaard er forlovet med Majbrit, og sammen har de tre delebørn.
Gennem alle årene har udviklingen og udfordringerne drevet ham, og han betegner tiden som vildt spændende.
»Både detailhandlen og det at drive et stormagasin går lige i blodet på mig. Det er en særlig form at drive forretning på, og der findes ikke længere så mange stormagasiner – heller ikke ude i verden. Man skal hele tiden finde på noget nyt – man skal genopfinde sig selv, og den del er jeg inspireret og fascineret af.«
At Lars Højgaard har både Salling og detailbranchen i blodet, kan hans chef, direktør for Salling, Marianne Bedsted, nikke genkendende til.
»Lars er en utrolig rar og behagelig kollega, der altid bringer noget til bordet, og han fokuserer på muligheder samt løsninger. Lars har en positiv indvirkning i alle sammenhænge og teams, han indgår i, og hans loyalitet, arbejdsomhed og dedikation til Salling gennem 40 år er fuldstændig fantastisk,« siger hun.
En særlig udvidelse
En af de oplevelser, som virkelig har sat sig fast hos jubilaren, er dengang Salling i Aarhus blev udvidet med 8.000 kvadratmeter tilbage i 2005.
»Den helt store gulerod for mig var at være med til udvidelsen. Hele opbygningen med det åbne rum og alt det nye var helt fantastisk at være vidne til, og det har været helt epokegørende for mig.«
Når jubilaren ikke er på arbejde, går han op i musik og sport, og så styrketræner han tre gange om ugen, inden han drager mod Salling i Aarhus.
Han har jubilæum 1. august, men det bliver først fejret 16. august med morgensang og hygge i stormagasinet efterfulgt af en reception klokken 13-15.30.