Lisa har været frivillig hele sit liv: »Jeg kan ikke lade være. For mig er det en selvfølgelighed«

Lisa Hougaard Hansen er nysgerrig og elsker at interagere med mennesker – faktisk elsker hun bare mennesker. Det er nok derfor, hun på sin helt egen måde har været frivillig, lige siden hun var barn.

AF CECILIE BISGAARD

Begrebet ’frivilligt arbejde’ bryder Lisa Hougaard Hansen sig egentlig ikke rigtigt om. Det er slet ikke et udtryk, hun bruger.

»Jeg ser det ikke som et arbejde. For mig er det almindeligt at være forbundet med andre mennesker. Jeg gør det for selvfølgeligheden – jeg ser det som noget, vi bare burde gøre for hinanden. Jeg håber, at uanset hvem der krydser min vej, så vil jeg tørre deres tårer og give dem et klap på skulderen, hvis de har brug for det,« siger hun og fortsætter:

»Det er vel det, vi alle håber, nogen vil gøre for os, hvis vi var endt i sådan en situation. Så jeg kan slet ikke have det begreb. Omsorg er noget, vi er nødt til at give andre mennesker. For mig er det logisk. Det giver sig selv.«

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Om serien: Den Fantastiske Frivillighed

I Din Avis kan du i de kommende uger læse vores sommerserie om Den Fantastiske Frivillighed.
Du kan blandt andet læse om en hel familie af frivillige i en sportsklub, hvordan Røde Kors’ frivillige arbejder med flygtninge og indvandrere, hvad kommunen gør for de frivillige, hvordan det er at være frivillig på et plejehjem og meget andet.
Har du selv en idé til en fortælling om frivillighed? Så kontakt os endelig!
Du kan skrive til journalist Cecilie Bisgaard på følgende mailadresse: cecilie.bisgaard@jyla.dk

»Jeg kan ikke lade være«

Det er kun den del af begrebet, der handler om, at frivillighed er et arbejde, som Lisa Hougaard Hansen ikke bryder sig om. Frivillighed er for hende noget helt naturligt.

»Jeg har været frivillig i alle de byer og kommuner, jeg har boet i. Det er en refleks og en logisk følge af mit moralske kodeks,« siger hun.

Hun kommer oprindeligt fra Hirtshals, og hun har gennem sit liv også boet i både Hjørring, Aarhus og København, inden hun flyttede til Randers. Da hun var 11 år blev hun besøgsven. I gymnasiet var hun med til at starte en ungdomsafdeling af Amnesty International op. Hun har også været en del af Kirkens Korshærs nattjeneste i Aarhus.

Her i Randers har hun hjulpet flygtninge, og i dag er hun frivillig hos Den Blå Paraply

»Jeg kan ikke lade være,« siger hun.

Fra praktik til frivillig

Lisa Hougaard Hansen startede ikke som frivillig på Den Blå Paraply. For nogle år siden var hun ude for en ulykke, som hun stadig mærker konsekvenserne af i dag.

»Jeg kan godt virke ret overskudsagtig og poweragtig, men jeg kan ikke spille fodbold med børn. Jeg kan heller ikke kigge ind i en skærm – er du klar over, hvor stort et handicap det er i dag?« siger hun.

Hun fik også problemer med korttidshukommelsen, som dog er blevet meget bedre i dag – noget hun har skullet kæmpe sig til.

Artiklen fortsætter under billedet

»Hukommelsestabet var det værste. Det er frygteligt ikke at vide, hvem man selv er – at være en fremmed i sit eget liv. Det var en sorgface. Den Lisa er væk, og det samme er hendes mål og drømme. Jeg var frustreret og ked af det. Det var et tab, at livet, som det så ud, og jeg var glad for, ikke fandtes længere. Jeg er her under nogle andre forudsætninger nu,« siger hun.

Som en del af et afklaringsforløb, hvor Lisa Hougaard Hansen og kommunen skal finde ud af, hvad hun kan holde til, kom hun i praktik ved Den Blå Paraply.

»Det forløb sluttede egentlig sidste år, men jeg skal først til møde med kommunen i september, og jeg blev spurgt, om jeg ville have noget andet i mellemtiden, og jeg svarede: ”nej, jeg vil bare fortsætte som frivillig på Den Blå Paraply. Der er så dejligt. Det er der, jeg føler mig allermest tilpas, og jeg elsker at være der”,« fortæller hun.

Vi er i samme båd

Som tidligere nævnt har Lisa Hougaard Hansen været frivillig stort set hele sit liv – ofte uden en organisation bag sig, men det er anderledes hos Den Blå Paraply. Det er faktisk det første sted, hun har været, hvor der er en åbningstid og en fast vagtplan. Men det betyder ikke, at der er nogle meget fastlagte rammer.

»En del af formen er, at der ikke er en form,« siger hun og fortsætter:

»Alle, der er tilstede, bliver en del af det. Det er det mest velfungerende sted, jeg nogensinde har været – og jeg har været utroligt mange steder som frivillig. Der er mange steder, der er afhængig af forretningsplaner og målstrategier. Her er der ikke noget programsat – dem, der kommer her, er sammen om at hjælpe hinanden.«

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Den Blå Paraply

Den Blå Paraply er en social aktivitetscafe – et alkoholfrit og trygt omsorgsmiljø for mennesker i udsatte livssituationer.
Den Blå Paraply er en selvejende institution med egen bestyrelse og en del af Blå Kors Danmark og KFUMs Social Arbejde.
Caféen (med tilhørende genbrugsbutik) finder du i Vestergade i Randers, hvor der er åbent alle dage bortset fra lørdag.
Den Blå Paraplys primære målgruppe er udsatte borgere, som har behov for særlig omsorg og støtte i forhold til at mestre eget liv og til at kunne indgå i sociale sammenhænge. Det kan være psykisk syge og sårbare, mennesker med misbrug eller tidligere misbrug samt mennesker med personlige og sociale problemer- herunder ensomhed.
Alle – ikke kun målgruppen – er velkomne til at købe en kop kaffe og mad i caféen.

Kilde: Den Blå Paraply

Hun fortæller, at der af samme grund er en glidende overgang mellem, hvem der er gæster, og hvem der er frivillig.

»Jeg tror, at Den Blå Paraply er så populær, fordi der er en varme og en god stemning. Der er en fed vi-er-i-samme-båd-oplevelse, og fordi du ikke kan se forskel på frivillige og gæster, så bliver det ligesom til en organisme. Du kan fornemme, den er levende. Der er et konstant næringsoptag, og der er en rummelighed, der gør, at ingen bliver udskilt,« siger hun.

»Vi skal bare være der«

En del af de frivilliges opgave hos Den Blå Paraply, fortæller Lisa Hougaard Hansen, er at få caféen til at føles hjemlig.

»Vi kan drille og skubbe lidt. Det er mange gange det, der hjælper. Det løsner op. Det kan være det, der gør, at vi snakker om noget anderledes end ellers. Det er mere familiært, end det er struktur og organisation. Vi skal passe på hinanden, og vi skal støtte hinanden,« siger hun og fortsætter:

»Vi tager det meget alvorligt, og når vi driller nogen, så er det udtryk for den største kærlighed. Og hvis der sidder en nede i hjørnet og er lidt ked af det, fordi vedkommende for eksempel ikke snakker med sine børn, så sætter jeg mig ned og snakker stille og roligt med den person. Det handler om at være til stede som menneske og at bruge sit kendskab til mennesker. Vi skal ikke fikse nogen. Vi skal bare være der.«

Når livet sker

Alle er velkomne hos Den Blå Paraply. Man kan købe et måltid mad eller sætte sig ned og få en kop kaffe. Der er nogen, der kommer næsten hver dag, nogen, der kommer en gang imellem, og så er der dem, der kommer i caféen for første gang. Og fordi det er en café, er der ingen, der bliver registreret som brugere. Den Blå Paraply har ikke nogen oplysninger på dem, der kommer der.

»Gæsterne er mennesker, der er blevet ramt af skæbnen – det kan være enkemænd, der har opdaget, at de har mistet den forbundethed, som de har haft med en mangeårig partner. Måske kan de i deres sorg ikke lave mad. Det er noget, vi alle sammen kan komme ud for,« siger Lisa Hougaard Hansen og fortsætter:

»Det er normale og almindelige problemstillinger. Alt andet, end det de laver på psykiatrisk afdeling, ligger hos os. Det er, når livet sker. Vi kan være sikre på, at der kommer noget til os alle sammen – smerte, tab, sygdom. Den Blå Paraply er ikke en lukket klub, tværtimod.«

Hun kalder Den Blå Paraply for et »unikt sted«. Og hun ville derfor være utroligt ked af, hvis caféen pludselig skulle forsvinde fra bybilledet.

»Vi bliver nødt til at have et sted, hvor du kan gå hen, hvis du føler dig ensom og isoleret, hvor du ikke skal være bange for, om der er nogen, der har taget narkotika og en springkniv med. Et sted, der føles trygt. Det er et godt sted imellem specialområdet og en almindelig café,« siger hun.

Lisa vil dele sit overskud

Som tidligere nævnt har Lisa Hougaard Hansen også hjulpet flygtninge i Randers. Hun har blandt andet stillet sin hjem til rådighed som skolestue, så kvinder havde et sted at studere, hvis de for eksempel ville tage en universitetsuddannelse, eller hvis de manglede et kursus for at kunne bruge den uddannelse, de havde taget i deres hjemland, i Danmark.

»Der har siddet mange på min sofa. Jeg har også en masse legetøj, så enlige mødre kunne have deres børn med. Min lejlighed skal opfylde alle mulige behov. Der er forskellige instrumenter, hvis der er nogen, der har lyst til at synge en sang,« siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

Hun fortæller, at hun har åbnet sit hjem, fordi hun »er mest tryg i den her verden, når vi hjælper hinanden«.

»Når nogen rækker ud, så hjælper jeg. Alle har brug for at læne sig op ad nogen i livet. Alle kan risikere at miste orienteringen. Der er nogen, der har ressourcestærke netværk, der kan gribe dem, men der skal være noget for dem, der ikke har,« siger hun og fortsætter:

»Jeg insisterer på at dele mit overskud med dem. Det er sådan, jeg ser integration.«

Hun forklarer, at hun udover at være den fysiske støtte også støtter drømmene, som de flygtninge, hun hjælper, har. Det sidste, hun ønsker, er nemlig at fastholde dem i en offerrolle, som de har svært ved at komme væk fra.

»Man skal turde at drømme og ønske noget for et andet menneske. Hvis en flygtning har lyst til at tage en universitetsuddannelse, så ønsker jeg det for dem. Jeg ønsker, de kommer i Folketinget, hvis det er det, de vil. Jeg låner dem mit ønske og giver folk mod til at drømme. Så kan de spejle sig i det, jeg ønsker for dem,« siger hun om sin filosofi.