Af Torben Hornbæk, Høgedalsparken 36, 8960 Randers SØ
Enhver kan se, at Randers City er ved at uddø. Hvorfor er den så det?
Jeg har ikke noget som helst at gøre med de handelsdrivende i Randers City, men jeg bliver lidt trist af at se, hvad der sker med byen.
Hvem kan for eksempel konkurrere med Paderup-området, som har masser af gratis parkeringspladser? For det første er det svært at finde en parkeringsplads nær centrum, for ikke at sige umuligt.
Desuden er der så mange forskellige udbydere (ejere af parkeringspladserne) og dermed også forskellige priser, at det er svært at finde rundt i. Det er og bliver en pengemaskine i form af afgifter og parkeringsbøder, som jeg godt ved også findes i de fleste andre byer.
Kunne det tænkes, at vi kan ændre lidt på det med lidt nytænkning, inden byen går helt i stå?
Det, man har bidraget med fra kommunens side, er en total misforståelse. Det er ikke løsningen at fjerne alle de gode parkeringspladser, der før i tiden var på Østervold og ved rutebilstationen for eksempel.
Lad os få de gamle parkeringspladser tilbage på Østervold m.fl. og lave gratis parkering i to timer, måske også i parkeringshuset. Det ville løse lidt af problemet for de butikker, der skal få det til at hænge sammen, og for os andre, der hellere vil handle i midtbyen.
Grønne områder og flisebelægning løser ikke problemet.