Randers ligger helt i top blandt landets kommuner i forhold til mængden af grøn strøm i stikkontakterne.
Når borgere og virksomheder bruger strøm i Randers Kommune, er langt størstedelen produceret af lokale vedvarende energianlæg. Faktisk var det tilfældet for hele 86 procent af den strøm, der blev brugt i 2023, og det placerer Randers Kommune i top, når det gælder mængden af grøn strøm i stikkontakterne. Det viser tal fra Energinet, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
»Randers Kommune er med helt fremme, når det gælder den grønne omstilling af energisektoren, og som tallene viser, er vi tæt på at nå målet i Klimaplan 2050 om, at vores elforbrug udelukkende skal være baseret på vedvarende energi. Det er først og fremmest godt for klimaet og for virksomheder og borgere, der ønsker grøn strøm. Det viser også, at de politiske prioriteringer med at etablere vedvarende energianlæg i vores kommune har en effekt,« siger borgmester Torben Hansen (S) i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
FAKTA: Grøn el
Lolland, Lemvig og Randers havde i 2023 den højeste andel af grøn strøm i stikkontakterne blandt landets kommuner.
CO2-udledning i gram pr. kilowatttime i 2023:
Lolland: 10
Lemvig: 16
Randers: 22
Andel af lokal vedvarende energi i kommunens samlede strømforbrug i 2023:
Lemvig: 91 procent
Lolland: 88 procent
Randers: 86 procent
Og mens det hjemme i de enkelte husstande er godt for den grønne samvittighed, at strømmen primært er grøn, når elkedlen tændes, så har det også stor betydning for især større virksomheder, hvor bæredygtig produktion og krav om ESG-rapportering fylder mere og mere. Her er Randers Kommune den eneste grønne plet i Østjylland tæt på motorvejen og universitetsbyerne Aalborg og Aarhus.
Den store produktion af vedvarende energi i Randers Kommune skyldes især vindmølleparken ved Overgaard i den nordøstlige del af kommunen, hvorfra der i 2023 blev produceret i alt 335 millioner kilowatttimer svarende til omkring 67.000 husstandes forbrug.
I de seneste år har interessen for at etablere solcelleanlæg desuden været stigende, og her er der i Randers ansøgt om at etablere nogle af de største energianlæg i landet. I den forbindelse har byrådet blandt andet vedtaget et administrationsgrundlag, der sikrer, at for eksempel store solcelleprojekter bliver udviklet og tilpasset i dialog med naboer og lokalsamfund som en del af den lovpligtige planproces. Samtidig er der netop oprettet en grøn pulje, som naboer og lokalsamfund kan søge i områder, hvor der opsættes vedvarende energianlæg.
sra