Sisse og Mogens er frivillige på hospice: »Det her slår alt«

De er begge enige om, at Hospice Randers er et unikt sted – både på grund af det professionelle personale og de fantastiske frivillige.

AF CECILIE BISGAARD

Mogens Baun fra Randers er både redaktør på Randers Lydavis, bestyrelsesmedlem i Ældre Sagen Randers og vicepræsident i Lions Club Randers.

»Men det her slår alt. Det er det bedste frivillige job, jeg har haft hele mit liv,« siger han.

Det frivillige job, han snakker om, er på Hospice Randers. Her er det hans – og de andre frivilliges – opgave blandt andet at gå rundt med kaffevognen. Han sørger for, at alle, der ønsker det, får kaffe med kage til – eller sprut, hvis de hellere vil have det.

Han har været frivillig på stedet i cirka to og et halvt år.

»Jeg mødte Anja (Kristensen, frivilligkoordinator, red.) i en anden anledning, og hun spurgte, om jeg kunne tænke mig at være frivillig på hospice, og der svarede jeg lynhurtigt nej. Hospice var ikke noget for mig,« smågriner han og fortsætter:

»Hun spurgte, om jeg ikke ville tænke over det. Det gjorde jeg så lidt, og jeg kom frem til, at jeg kunne jo ikke sige, det ikke var noget for mig, når jeg ikke havde prøvet det – jeg kunne jo altid holde op.«

»Den skal være god«

Inden han startede som frivillig, var Mogens Baun lidt nervøs for, hvad det egentlig krævede at være frivillig på et hospice, og hvad han skulle gøre, for han frygtede, at det var et meget sørgmodigt sted.

»Jeg fik at vide, at jeg bare skulle komme med liv, smil, fis og ballade, så det gør jeg så,« siger han med et smil på læben og fortsætter:

»Det jeg laver, giver meget glæde, og jeg griner ofte med patienterne. De fleste er på deres sidste vej i livet. Den skal være god. Det nytter ikke noget, hvis alle sider og tuder.«

Selvom Mogens Baun bringer glæde, så fortæller han, at man som frivillig på hospice skal være forberedt på at kunne tage nogle svære snakke.

»Du skal kunne snakke med folk om uretfærdigheden i, at de skal dø, før de bliver gamle, og at de ikke kan se deres børn blive gift. Men du skal også kunne snakke om andre ting. Vi snakker meget om det evige liv – det at blive husket,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Helt ny frivillig

En af de andre frivillige på Hospice Randers er Sisse Møller Hellemann. Hun bor i Hadsten og arbejder i Randers. Hun er frivillig musiker, hvilket betyder, at hun med jævne mellemrum kommer og spiller en time på det klaver, der står på hospicet.

»Jeg så et facebookopslag, hvor de søgte en musiker. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænkte, at det var noget for mig, men jeg ville gerne gøre noget for andre, og jeg var nysgerrig. Så jeg greb chancen,« fortæller hun.

Hun startede for cirka en måned siden, så hun har kun været på hospicet tre gange.

»Det har været tre vidt forskellige gange. Nogle gange er der nogen, der sidder og lytter lidt. Nogle gange er der ingen. Nogle gange er der nogen, der standser og lytter lidt, inden de trisser videre. Om det er det ene eller andet, er ikke vigtigt. Jeg spiller uanset,« siger hun og fortsætter:

»Der kan være nogen, der ikke har kræfter til at sidde og lytte, mens jeg spiller, men så kan det være, de åbner døren ind til deres stue.«

Et åndehul og en pause

Selvom det stadig er meget nyt, er Sisse Møller Hellemann ikke i tvivl om, at hun gerne vil fortsætte som frivillig musiker på Randers Hospice.

»Det er en lille ting, som jeg kan yde. Hvis jeg kan lave et åndehul for nogen, der har det svært, så er det fint. Jeg møder kun smil og venlige mennesker. Jeg tror, det bedste er det med at give noget til andre – et åndehul, en pause fra smerte og tanker om tab og sorg, skabe minder og fremkalde erindringer. Det er noget, som man kan være sammen med sine pårørende om,« siger hun og fortsætter:

»Der var en mand, der kom og undskyldte, at han ikke havde kræfter til at være der, mens jeg spillede. Men han ville være der om 14 dage. Så det håber jeg, han er. Men man skal ikke undskylde. Man skal være der, hvor man har brug for at være.«

Er der for nærværet

Fordi Sisse Møller Hellemann er frivillig musiker, så adskiller hendes opgaver sig fra Mogens Baun og de andre frivilliges opgaver. En af de opgaver er som sagt at gå med kaffevognen.

»Jeg holder øje med, om der kommer nye pårørende, og spørger, om der er noget, de kunne tænke sig. Det er hele tiden den der tjenende ånd, og jeg snakker meget med de pårørende. Jeg er der for nærværet. Jeg bager ikke boller, men det er der nogle andre, der gør,« siger Mogens Baun.

Selvom han ikke bager boller, så kan han en ting eller to, når det kommer til mad.

»Der var en dame, der skulle have en farseret porre. Den skulle egentlig bare varmes i mikroovnen, men jeg tænkte: ”nej, den skal laves ordentligt”, så jeg stegte den på panden. Så kom den der duft også med. Da hun fik den ind på stuen, lagde hun også mærke til det med det samme. Hun var så glad og spiste det hele, og hun fik næsten ikke noget ind ellers,« siger han og fortsætter:

»Det er de små ting.«

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Om serien: Den Fantastiske Frivillighed

I Din Avis kan du i de kommende uger læse vores sommerserie om Den Fantastiske Frivillighed.
Du kan blandt andet læse om en hel familie af frivillige i en sportsklub, hvordan Røde Kors’ frivillige arbejder med flygtninge og indvandrere, hvad kommunen gør for de frivillige, hvordan det er at være frivillig på et plejehjem og meget andet.
Har du selv en idé til en fortælling om frivillighed? Så kontakt os endelig!
Du kan skrive til journalist Cecilie Bisgaard på følgende mailadresse: cecilie.bisgaard@jyla.dk

»Kommer du igen?«

Mogens Baun kan også fortælle historien om dengang, han serverede portvin til kaffen til to ældre damer.

»”Det er da helt fantastisk her,” sagde damen, der var på besøg, og patienten svarede ”ja, det kan d’Angleterre ikke slå”. Hun følte i hvert fald, at vi gjorde noget for hende,« siger han.

I sine to og et halvt år på Hospice Randers har Mogen Baun også oplevet, at en af hans gamle bekendte blev indlagt der.

»Da jeg fortalte ham, at jeg var frivillig her, sagde han, at det var det mest åndssvage, han nogensinde havde hørt. Så grinte vi og snakkede og hyggede os. Jeg arbejdede i retsvæsnet, og vi tog fat på vores tidligere arbejdsliv og snakkede om de gamle dommere, der var bindegale,« siger han og fortsætter:

»Til sidst sagde han: ”nu ved jeg, hvorfor du er frivillig her – hvornår kommer du igen?”«

»Her får du meget«

Både Sisse Møller Hellemann og Mogens Baun betegner hospicet som et unik sted.

Hvorfor skal man være frivillig på Hospice Randers?

»Jeg tror, de fleste tager et job som frivillig, fordi de også får noget, og her får du meget. Du får så meget taknemlighed, så du tror, det er løgn. Her får du tak tilbage. Du får tak fra de indlagte men i lige så høj grad også fra de pårørende,« siger Mogens Baun og fortsætter:

»Vi giver noget til nogle mennesker, og vi kan mærke, at det gør noget godt. Det er dybest set, derfor man er frivillig.«

»Man skal interessere sig for mennesker. Man skal ikke være bange for, at der er nogen, der er kede af det. Det skal man kunne være i. Vi skal ikke fikse, at de er kede af det, og vi skal ikke overtage deres sorg,« supplerer Sisse Møller Hellemann.