DM-medaljerne gjorde denne sæson til en historisk en af slagsen.

Med seks svømmere klar til de danske mesterskaber, ungdomsmesterskaberne og juniormesterskaberne, der fandt sted 11. til 14. juli i Herning, stillede Swimteam Neptun med et historisk stort hold

Svømmerne var Thor Brunsgaard, Rasmus Gandrup Nejmann, Freja Røjkjær Rasmussen, Lea Skjærris Lund, Frederikke Wiese Jacobsen og Oliver Sommer. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Fra venstre: svømmerne Thor Brunsgaard, Rasmus Gandrup Nejmann, Freja Røjkjær Rasmussen, Lea Skjærris Lund, Frederikke Wiese Jacobsen og Oliver Munck Sommer. Pressefoto

Alle svømmere viste flot udvikling. Thor Brunsgaard viste klare tegn på at være på vej tilbage mod tidligere tiders flotte svømmetider. Frederikke Wiese Jacobsen havde tre gode løb – især på 50 meter bryst, hvor hun satte personlig rekord og klubrekord.

Oliver Sommer tog fra stævnet med personlig rekord i alle sine løb, og især hans 100 fri og 100 butterfly bød på flot fremgang. Rasmus Gandrup Nejmann tog også fra stævnet med personlige rekorder i sine tre løb – især hans 100 fly, der også blev ny klubrekord.

Freja Røjkjær Rasmussen har haft et vanvittigt flot år, hvor hun har flyttet sit niveau rigtig meget og nu svømmer finaler til store mesterskaber og vinder medaljer ved mange stævner.

Men hverken hun eller Swinteam Neptun havde dog prøvet at vinde medaljer til DM i ungdomsklassen før. Men med Freja Røjkjær Rasmussens 100 meter ryg og 50 meter ryg præsterede årets svømmer i Swimteam Neptun altså at skrive et stykke klubhistorie, da hun tog to flotte medaljer med hjem.

Fra venstre: Freja Røjkjær Rasmussen med sin bronzemedalje fra 50 meter ryg og Lea Skjærris Lund med sin sølvmedalje fra 50 meter ryg. Pressefoto 

»Det er imponerende«

Lea Skjærris Lund ville være med på den historieskrivning. Hendes sæson har også været utroligt flot med guld på 50 meter ryg ved Vestdanske kortbanemesterskaber i oktober og sølv på samme distance ved Vestdanske langbanemesterskaber i marts. Så at Lea Skjærris Lunds niveau er højt, vidste man godt.

Nu har hun så sluttet sæsonen af med en flot sølvmedalje i 50 meter ryg – og endnu en klubrekord. Lea Skjærris Lund kvalificerede sig endda med sin til seniorernes A-finale, hvor hun slutter som nummer seks i Danmark i en alder af kun 15 år.

»Vi havde en ambition i klubben om at stå på DM-podiet inden 2028. Det skete så fire år før tid. Det er meget imponerende. De svømmere, der ikke fik medaljer, har leveret et mindst lige så imponerende DM og haft en fantastisk sæson også,« siger cheftræner Morten Brøndum i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Det er gennem trivsel, tryghed, træningsfællesskab, glæde ved hinanden og sporten – og selvfølgelig god træning fra alle parter – at dette er lykkedes. Så kammerater, forældre, bestyrelse, frivillige og trænerteamet derhjemme har alle del i dette flotte DM. Uden gode klubmiljøer lykkes sådan noget her ikke.«

Han fortæller, at klubben nu kigger frem mod andre og nye mål i de kommende sæsoner – specielt fordi der er nogle svømmere, der skal starte på universitetet, og lidt flere end i denne sæson skal på efterskole efter sommerferien.

ceb