Det er to talenter »på et utroligt højt plan«, hvis karrierer Kent Olsen og Jørgen Holmegaard vil skyde i gang med nyt talentforløb.
AF CECILIE BISGAARD
Det er ikke talent, der mangler. Derfor vil musiker og producer Kent Olsen og Jørgen Holmegaard, der blandt andet booker musik til Operaen, styrke Randers som musikby.
Det gør de ved at genoplive et talentprojekt, som de to venner også stod bag i 2010’erne. Denne gang hedder det Talent024.
»Vi vil optimere de lokale talenters karrierer. Vi prøver at få skudt den i gang. Jeg siger ikke, at de ikke havde fået det alligevel, men vi hjælper dem på vej med nogle ting, der nok ellers ville tage et par år,« siger Kent Olsen og fortsætter:
»Vi er stolte i Randers, når der er nogen, der gør det godt. De her unge mennesker bliver nogen, vi kan være stolte af.«
Talent024 er stablet på benene i samarbejde med Operaen. Og det var netop i Operaen, at de fandt de to talenter, der nu skal være en del af forløbet.
»Det er mig, der har peget på de to. De har begge optrådt til singer-/songwriter-aftener i Operaen, og det er den der mavefornemmelse. Man får gåsehud. Du er ikke i tvivl, når du hører nogen, der kan mere end gennemsnittet,« fortæller Jørgen Holmegaard.
»Sangskrivningsmæssigt er vi på et utroligt højt plan. Jeg kunne høre med det samme, at det her er et fucking højt niveau,« supplerer Kent Olsen.
Som et tæppe
De to talenter hedder Anastasia Steffensen, som blot går under kunstnernavnet Anastasia, og William Kaufmann, der begge kommer fra og bor i Randers. De to kendte hinanden på forhånd, da de har gået i samme musikklasse på Randers Statsskole.
»Jeg var megaglad for at få den besked, hvor de spurgte, om jeg ville være med. Der er nogen, der tror på, at det her kan blive til mere. Det var et kæmpe boost. Og det, de siger, jeg kan forbedre, det går jeg hjem og arbejder med,« siger William Kaufmann.
Han synger, spiller guitar og skriver sine egne sange. Han startede med at spille guitar i 5. eller 6. klasse, fortæller han. Han har fået undervisning, men han er også meget selvlært.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
Blå bog: William Kaufmann
20 år gammel
Bor i Randers
Har gået i musikklassen på Randers Statsskole
Synger, spiller guitar og skriver sine egne tekster
»Det har været trial and error. Jeg er aldrig bange for at eksperimentere med nye melodier eller andre måder at skabe på. Det gælder om at sortere det fra, der ikke virker,« siger han og fortsætter:
»Når jeg skriver, så kommer ord og musik frem samtidig som et tæppe, der bliver trukket til side. Så står det der. Så er det bare, hvordan de skal arbejde sammen.«
Sang som Tina Turner
Anastasia Steffensen har, siden hun var barn, ikke været i tvivl om, hvad hun ville i livet.
»Jeg har altid vidst, at jeg ville lave noget inden for performance. Jeg har gået til dans, og da jeg var 12-13 år, spillede jeg i skoleband. Min lærer blev ved med at sige, at jeg skulle synge lidt vildere. Han blev ved med at presse mig, og til sidst sang jeg som Tina Turner. Jeg tænkte: ”fuck, det her er sjovt, jeg skal bare leve af det – jeg har ikke andet valg”. Det er skæbnen,« siger hun og fortsætter:
»Jeg har valgt kun at holde den her dør åben. Jeg har låst døren for interrail, og jeg har låst døren for at tage en videregående uddannelse. Det her ville blive for svært, hvis jeg har for mange døre åbne.«
I dag skriver hun sine egne sange, som hun blandt andet har optrådt med i Operaen.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
Blå bog: Anastasia Steffensen
19 år gammel
Bor i Kristrup
Har gået i musikklassen på Randers Statsskole
Skriver sine egne tekster, som hun synger og spiller musik til
Bruger kunstnernavnet Anastasia
»Jeg elsker at eksperimentere. Min musik er i udgangspunktet poppet, men jeg drager paralleller til andre genrer – blandt andet jazz. Det er sangen, der styrer mig – ikke genren,« siger hun og fortsætter:
»Jeg elsker at være tæt på. Jeg tager noget småt og trækker det ud. Jeg kan godt lide, når det er storslået og vildt – og så til tider sødt og småt. Det afhænger af den unikke historie, jeg vil fortælle.«
Hvad sangen skriger på
Det med at lade sig styre af en sang er noget, som William Kaufmann kan nikke genkendende til
»I den musik, jeg skriver, er det meget sangen som helhed, der afgør om det er R’n’B eller blues. Det er det, sangen gerne vil frem til. Jeg vil gerne lave hybrider af R’n’B, pop og folk for eksempel. Det er pop med et hint af andre genrer, hvis det er det, jeg føler en sang har brug for,« siger han og fortsætter:
»Hvis sangen skriger på et folk-element, så kommer der et folk-element.«
Han fortæller, at han ikke altid har været tilfreds med sine sange. Det har været en rejse, hvor der skulle gå nogle ting op for ham undervejs.
»I mig selv har jeg haft en fornemmelse af, at jeg ikke er god nok til den musik, jeg spiller. Men jeg er blevet mere ærlig med mig selv. De sidste par år har det været, som om noget klikkede. Jeg har lært at give slip på ting, jeg ikke skal holde fast i – for eksempel mine forventninger. Jeg har altid spillet musik, fordi det er sjovt. Det har aldrig været konkurrencepræget, og nu har jeg fundet tilbage til det,« siger han og fortsætter:
»Når man sammenligner med musik på Spotify, får man hurtigt en følelse af ikke at være tilfreds. Man stirrer sig blind på sin egen musik – ligesom man kan med sin egen stemme. Så siger jeg ’prøv lige at slappe af’ til stemmen inde i hovedet.«
Artiklen fortsætter under billedet
»Vi er meget seriøse«
Meningen med Talent024 er, at Anastasia Steffensen og William Kaufmann – selvfølgelig – skal blive nogle bedre musikere. Men det handler i høj grad også om at drive deres karrierer fremad. Kent Olsen kommer fra Randers, men i dag bor han i København, hvor han har et stort netværk inden for musikbranchen.
»Det er deres karrierer, der er på spil, så vi er meget seriøse. Vi snakker om deres udtryk, sangskrivning og forholdet til branchen. Vi finder det rigtige netværk i København, som vi præsenterer dem for – dem, der vil se det samme potentiale, som jeg ser,« fortæller han.
Netop det med at møde branchen kan være svært. Det har Anastasia Steffensen i hvert fald erfaret. Hun har tidligere deltaget i en workshop her i Randers med en musikproducer.
»Han sagde, jeg var delusional omkring min musik, og jeg tænkte: ”hvad? Nej, er jeg virkelig det?”. Jeg var rigtig ked af det. Jeg græd hele vejen hjem til Kristrup,« fortæller hun og fortsætter:
»Men så ringede jeg til min mor, og vi fik en god snak. Vi fandt ud af, hvad det var, der var sket, så jeg kunne se tingene i et større perspektiv. Vi kom ind til benet og fandt ud af, hvad jeg kunne bruge det til. Jeg lærte mange ting. Især om mine grænser – hvornår jeg skal rejse mig og gå. Når jeg får sådan noget at vide, kan jeg ikke bruge det til noget. Og jeg behøver ikke tage det til mig.«
Forventer et godt skub
Forløbet med Talent024 har kun været i gang i ganske kort tid for de to unge musikere. Og da ingen af dem kendte til det tidligere projekt, som Kent Olsen og Jørgen Holmegaard også stod bag, er det svært for dem at vide, hvad de egentlig skal forvente at få ud af det.
»Jeg forventer ikke, at ”nu gør jeg bare det her, og så er det bare min store chance”. Jeg vil lære det, som jeg ikke kan lære andre steder – lære hvordan branchen er. Jeg ved ikke, om man lærer det på konservatoriet, så jeg kan lige så godt lære det af de her to random mænd,« griner Anastasia Steffensen og fortsætter:
»Jeg tager det meget roligt. Jeg har kun forventninger til mig selv. Lykkes det ikke denne gang, så gør det næste gang. Jeg har lært, at der ikke er noget at være bange for. Jeg kan vende selv de mest trælse ting til noget godt – det lærte jeg efter workshoppen, hvor jeg blev kaldt delusional.«
William Kaufmann fortæller, at han »er meget i samme toneleje«.
»Jeg forventer at få et godt skub, som ellers ville have taget lang tid. Og det er dejligt at få at vide, at jeg har potentiale. Jeg forventer at blive en bedre sangskriver og en bedre musiker,« siger han og fortsætter:
»Jeg forventer, at jeg om en uge kan se, at jeg er blevet bedre end i sidste uge. Jeg forventer at lære branchen at kende, komme på nogle spændende ture og møde nogle interessante mennesker. Jeg glæder mig til at vise min udvikling frem og vise for mig selv, at der sker noget på den tid, jeg er med i projektet.«
