2023 blev endnu et flot år i Danexplore, men det får ikke rejsebureauet til at hvile på laurbærrene.
Danexplore, der har kontorer i Randers og Aarhus, er kommet ud af 2023 med et overskud på 1,25 millioner kroner, skriver rejsebureauet i en pressemeddelelse.
Et flot resultat efter et år, der har budt på lidt af hvert.
»Vi er utroligt stolte over, at vi fortsat kan vækste i et marked, der er blevet mere konkurrencepræget. Rejselysten er fortsat til stede blandt danskerne, men vi kan godt mærke, at der er blevet mere kamp om kunderne, end der var for blot et år siden. Det har dog fået os til at arbejde på at blive mere tydelige i vores profil og har også gjort, at vi har investeret i at blive endnu bedre klædt på til fremtiden,« siger Rasmus Nicolaisen, der er CEO i Danexplore, i pressemeddelelsen.
Det har helt konkret resulteret i, at Danexplore i 2024 har investeret i nye IT-systemer, der skal give rejsekonsulenterne endnu bedre forudsætninger for at sende rejsende ud på eventyr og samtidig også give et større overblik over hvilke indsatser, der virker.
Tydeligere dna
Udover IT-systemerne er der også lagt kræfter i en ny kernefortælling, der har et defineret værdisæt og fokus. Noget der i første omgang lever internt i organisationen, men fremadrettet skal det også kunne mærkes i den måde, Danexplore markedsfører sig på.
»Vi skal hele tiden være i bevægelse og udvikle os, hvis vi ikke bare skal fastholde vores position men forhåbentlig også vækste i markedet. Derfor er vi gået i gang med arbejdet med en ny hjemmeside, der skal performe og præsentere os endnu bedre, og derudover er vi ved ansætte endnu en Product Manager, der kan få os mere på rejse-landkortet med endnu flere produkter, der skal have et tydeligt Danexplore-dna i sig,« siger Rasmus Nicolaisen.
Netop på produktsiden har man i det forgangne år skabt nogle ændringer i og med, at nordlysrejserne i Nordnorge er taget af menukortet. Destinationen kom på programmet under corona-pandemien, da det ikke var så kringlet at få sendt rejsende afsted hertil. Siden har Danexplore sendt mange glade rejsende til såvel Kirkenes som Tromsø for at jagte nordlys, bo på ishotel, køre på hundeslæde, og hvad der ellers hører til. Men det er nu slut for denne gang.
Danexplore skræddersyr rejser til 11 forskellige lande. De fem største Danexplore-destinationer er Canada, USA, Japan, Australien og New Zealand.
sra