Alle kommunens skraldespande skal frem mod 2026 løbende udskiftes. De bliver så intelligente, at de selv fortæller, hvornår de skal tømmes.
Med placeringen af de første, nye, intelligente skraldespande i Randers har Randers Kommune nået en milepæl i arbejdet med at sikre et renere byrum.
De nye intelligente skraldespande har en censor monteret, der automatisk giver besked til driften, når skraldespanden er klar til tømning. Systemet genererer endda selv den rute, som driftsmedarbejderen skal køre for at gøre tømmeturen rundt i kommunen mest effektiv, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
»Det er et vigtigt led i hele arbejdet med at optimere kommunens skraldespande. Når de første spande står monteret, så vil vi hurtigt begynde at få de første indikationer af om vores forventninger for de nye principper for placering holder stik. Det skulle gerne være sådan, at vi kører færre ture til halvtomme skraldespande og har mindre arbejde med at planlægge tømning,« siger sektionsleder i Veje og Trafik i Randers Kommune, Magnus Vilstrup Andersen.
Det er planen, at alle skraldespande skal udskiftes og omplaceres frem mod 2026.
Før processen gik i gang stod der cirka 200 skraldespande langs vejene i kommunen, hvoraf mange var slidte og blev kun sjældent benyttet. For at optimere arbejdet er hver enkelt skraldespands placering og størrelse blevet gennemgået, og på den baggrund er konklusionen, at der skal stå 150 skraldespande med samlet set mere plads til affald end før udskiftningen.
»En skraldespand er overraskende dyr at vedligeholde. Derfor er det enormt vigtigt, at vi placerer dem smart og i de rigtige antal. Man må forvente, at man skal tage sit affald med sig et stykke, før den næste spand kommer. Vi har ikke økonomi til at have en stående på hvert eneste gadehjørne. Til gengæld flytter vi en del af dem, så de står lige netop der, hvor flest mennesker bevæger sig rundt. Det mener vi, er det mest fornuftige at gøre,« siger Magnus Vilstrup Andersen.