Randers Kommune har netop ansat Karen Lis Holdgaard Rasmussen som leder af Dagplejen, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Hun kommer fra en stilling som konstitueret dagtilbudsleder i Dagtilbud Midt og starter i Dagplejen 1. august 2024. Hun bringer en bred erfaring med sig til Dagplejen.

Karen Lis Holdgaard Rasmussen er 51 år og har en baggrund som pædagog og 25 års erfaring fra blandt andet flere ledelsesroller, herunder afdelingsleder, pædagogisk leder og senest som konstitueret dagtilbudsleder siden november 2023.

Sideløbende har hun i 2013 taget en diplomuddannelse i offentlig ledelse, og i 2019 tog hun er master i organisatorisk coaching og læring.

»Jeg glæder mig til at starte i dagplejen og til at lære denne del af organisationen at kende. Jeg brænder for børns trivsel, udvikling og det gode børneliv samt det at være medskaber til et meningsfuldt arbejdsliv for medarbejderne. Jeg ser frem til at møde dagplejerne, og i samarbejde med den øvrige ledelse at videreudvikle en bæredygtig dagpleje i Randers,« siger Karen Lis Holdgaard Rasmussen i pressemeddelelsen.

Privat bor Karen Lis Holdgaard Rasmussen i Vorup og har to voksne børn på 20 og 23 år.

sra