Til sankthansaften på Tronholmen i Randers endte en 46-årig mand med at blive anholdt og sigtet for at have befamlet en pige og truet en kvinde.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
En 15-årig pige kontaktede nogle vagter omkring klokken 20.30 og fortalte, at en fremmed mand havde befamlet hende og havde gjort hende voldsomt utryg.
Vagterne kontaktede politiet og viste en patrulje hen til den 46-årige mand, der blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Vidner fortalte, at den 46-årige også havde råbt flere trusler mod en 28-årig kvinde, og han fik derfor en ekstra sigtelse.