Det landsdækkende revisions- og rådgivningshus Grant Thornton har ansat Asger Lehmann Høj som ny partner. Han får base på virksomhedens kontor på Tronholmen i Randers, skriver Grant Thornton i en pressemeddelelse.

Asger Lehmann Høj er statsautoriseret revisor og har mere end 40 års erfaring fra branchen.

Han startede i 1984 i KPMG i København, hvor han senere blev skattepartner i skatteafdelingen.

I 1995 flyttede han til Aalborg for at etablere en skatteafdeling der.

I 2005 fik han tilbud om at etablere en skatteafdeling i revisionsvirksomheden Beierholm, hvor han har været siden da.

I Grant Thornton får han som kerneopgave at styrke skatterådgivningen af eksisterende og nye kunder.

»Jeg ser meget frem til at trække på erfaringer fra mine tidligere jobs. At Grant Thornton både er landsdækkende i Danmark og samtidig en stor international rådgivningsvirksomhed, gør kun opgaven endnu mere interessant og udfordrende,« fortæller Asger Lehmann Høj i pressemeddelelsen.

Privat bor han i Aalborg, men han flytter snart til Skelund nord for Hadsund, hvor han har købt hus. Han er gift med Merete og far til to voksne børn.

sra