En 31-årig mand kom hurtigt til bekendelse over for politiet.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Mandag formiddag blev en patrulje på Tøjhushavevej i Randers opmærksom på en mand, der gentagne gange væltede på sin elcykel.

Da betjentene tog kontakt til ham, viste han sig at være stærkt påvirket af stoffer – og altså havde problemer med at holde balancen.

Den 31-årige mand oplyste selv til patruljen, at han havde amfetamin i sin rygsæk.

Han forklarede også, at cyklen var én, han havde fundet. Det stemte overens med en anmeldelse om en stjålet cykel fra nabolaget.

Den 31-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko samt brugstyveri af en cykel – og taget med på stationen.

jro