I et nyt projekt slår Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum sig sammen med randrusianerne for at skabe nye kulturtilbud.
I over et år har borgerne fulgt den store istandsættelse af Kulturhusets ikoniske bygning i Randers.
Bygningens facade er blevet renoveret, forhallen har fået et æstetisk løft og en af de ikoniske glaspyramider på taget er fjernet for at skabe en grøn atriumgård med kig til åben himmel midt i Kulturhusets hjerte.
Renoveringens afslutning er samtidig begyndelsen på noget nyt i Kulturhuset, hvor borgerne bliver inviteret helt ind i maskinrummet, hvor de kan være med til at præge og udvikle nye aktiviteter på tværs af de tre nye institutioner. Det fremgår af en pressemeddelelse.
De nye aktiviteter i 2024 er finansieret via en ekstraordinær pulje på en million kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Et nyt loungeområde
Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum har allerede flere nye kulturtilbud i støbeskeen. Tilbud, som institutionerne udvikler sammen med et borgerpanel.
»Borgerne kan blandt andet glæde sig til fællesspisninger, hvor vi under måltidet dykker ned i nye temaer og emner fra gang til gang. I den forbindelse forlænger vi åbningstiden i hele Kulturhuset, så borgerne og byens gæster kan besøge biblioteket, museet og kunstmuseet til klokken 20 den sidste torsdag hver måned,« fortæller projektleder og museumsinspektør på Museum Østjylland, Helle Lebahn Bentzen, i pressemeddelelsen.
Samme aften er der desuden fri entré til kunstmuseets aktuelle særudstillinger. Det nye Kulturhusprojekt har også andre nye aktiviteter på programmet for 2024.
Blandt andet kan borgerne også være med til at skabe et helt nyt ‘Kulturhus-stel’. Og i Randers Festuge slår Kulturhuset også dørene op til en helt ny atriumgård, Grønnegården, som bliver et udendørs lounge-område med træterrasse, kig til åben himmel og en lille scene.
»Vi inviterer borgerne til at overtage scenen lørdag 17. august og stå for en aktivitet, som de helt selv bestemmer – kun fantasien sætter grænser,« fortæller Inger Nygaard Kaad fra Randers Bibliotek.
I løbet af 2024 inviterer Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum borgerne til at deltage i og videreudvikle Kulturhusets nye tilbud og aktiviteter. Det sker foreløbigt via de tre institutioners hjemmesider og sociale medier, hvor der bliver oprettet begivenheder, man kan tilmelde sig.
gs