Nybyggede handicapboliger, der blev erklæret ulovlige, omdannes til medborgerhus, mens Aktivitetscenter Marienborgvej bliver til midlertidige boliger.
En helt igennem træls nødløsning er nu trukket hele vejen igennem byrådet. Og hvis alt går som forventet, så lander sagen igen i Planklagenævnet.
Flere nyopførte handicapboliger på Neptunvej, som ikke kunne tages i brug som planlagt, bliver nu ombygget til et medborgerhus. Samtidig omdannes det nuværende Aktivitetscenter Marienborgvej til seks midlertidige boliger.
Der har været ret markante og harske høringssvar til en løsning, der primært er konstrueret for at en nybygget bygningsmasse alligevel kan bruges, selvom bygningerne er erklæret ulovlige af Planklagenævnet. I hvert fald til at huse de psykisk og fysisk handicappede der skulle have boet i de nye boliger. Alt tyder på, at det er en ren økonomisk øvelse som forvaltningen har sat i gang. Og et flertal i byrådet godkendte, selvom flere byrødder advarede mod beslutningen. Man forudser, at løsningen bliver påklaget til Planklagenævnet – igen.
Løsningen er at aktivitetstilbuddet på Marienborgvej flyttes til bygningerne ved Neptunhus på Neptunvej i Paderup.
Projektet indebærer også justeringer på Kastanievej 12 i Harridslev, hvor der nu etableres både permanente og midlertidige boliger, i modsætning til de oprindelige planer om kun midlertidige boliger.
Randers Byråd vedtog planen på byrådsmødet 21. maj med 22 stemmer for og 6 imod. Østbroen, Enhedslisten, Velfærdslisten, Beboerlisten og Henriette Malland (UP) stemte imod, mens Bo Ratz (C), Christian Boldsen (C) og Dansk Folkeparti undlod at stemme.
Medborgerhuset på Neptunvej forventes at stå færdigt i oktober 2024, efter en del fysiske ændringer.
Fortove på sigt
I forbindelse med projektet godkendte byrådet også et ændringsforslag fra borgmester Torben Hansen (S). Forslaget indebærer en hensigtserklæring der handler om etablering af et nyt fortov på Merkurvej fra hovedsti til Tritonvej samt en ny krydsningshelle. Dette forslag blev vedtaget med 28 stemmer for og 2 imod, hvor kun Østbroen stemte imod, og Christian Boldsen (K) undlod at stemme.
Det skal tilføjes, at pengene først skal findes under de kommende budgetforhandlinger.
I dagtimerne skal klyngehusene altså bruges af aktivitetscenterets borgere eller for eksempel Randers Sundhedscenter og Randers Bibliotek. Om aftenen vil »omverdenen« kunne booke husene. For at bygningerne bliver brugt til et lovligt formål, skal der nemlig være »publikumsorienterede aktiviteter« i dem. Det betyder, at andre borgere end centrets brugere må komme der.
Ifølge forvaltningen har man valgt denne løsning, fordi Aktivitetscenter Marienborgvejs »nuværende rammer ikke er optimale for de borgergrupper, der benytter aktivitetstilbuddet. Forvaltningen ser en mulighed for at imødekomme målgruppens behov bedre og samtidig bibeholde det faglige miljø ved at flytte hele tilbuddet til nye rammer.«
»Der er støj konstant. Jeg har selv målt det og mærket og oplevet det. Det er et sted, man bare vil væk fra hurtigst muligt. Alle ved, det er fuldstændigt forkert at gøre det her. Hvordan skal de få hverdagen til at fungere? Det personale, de har, skal fordeles på flere huse. Vi ved udmærket godt, at der ikke bliver dobbelt op på personale,« har Naza Grabic, der er mor til en bruger, tidligere sagt til Din Avis.