Mindreårige piger udsat for ekstreme trusler for at sende nøgenbilleder og udføre seksuelle handlinger på sig selv.

Af Jeppe Rafn, Jyllands-Postens Lokalaviser

Det er ikke småting, som en lang række piger under 15 år er blevet truet med af en i dag 20-årig mand, der bor i Favrskov Kommune.

Han forsøgte via det sociale medie Snapchat at få pigerne til at sende nøgenbilleder og videoer, hvor de skulle foretage seksuelle handlinger på sig selv. Hvis de nægtede, truede han dem og deres familier med alverdens ulykker.

I en besked afsendt i december 2022 truede han en pige under 15 år til at sende nøgenbilleder af sig selv og udføre seksuelle handlinger på sig selv, imens han så det på webcam.

Hvis hun ikke makkede ret, truede han med at lægge nøgenbilleder af hende ud på nettet, slå hendes familie ihjel og voldtage hendes mor og lillesøster. Det fremgår af anklageskriftet mod den 20-årige mand, som Lokalavisen Favrskov (Din Avis Randers’ søsteravis) har fået aktindsigt i.

Truslen om at offentliggøre nøgenbilleder på nettet og slå pigerne og deres familier ihjel gik igen i mange af sagerne, hvor han prøvede at få dem til at sende nøgenbilleder og seksuelle videoer. Blandt andet forsøgte han med trusler om vold og voldtægt at få to piger til at sende en video, hvor de kyssede og tog hinanden på brysterne.

Til en pige skrev han specifikt, at han ville slå hende ihjel i hendes hjem, og en anden blev truet med, at han ville opsøge familien og sætte ild til deres hus. En tredje blev truet med, at han ville sende en bande efter hende. Denne trussel blev suppleret med en video, der viste personer blive udsat for vold.

Pistol og vidnetrusler

En anden mindreårig pige blev truet med vold og drab, blandt andet i en video hvor den dømte tog ladegreb på en pistol og skrev ”kommer snart”. Denne pige blev igennem et halvt år udsat for ulovlig tvang, trusler og blufærdighedskrænkelser.

Hun blev samtidig truet til ikke at anmelde ham til politiet. Han skrev blandt andet ”kan bare sige, hvis du melder mig sker der ting, du ved, hvad jeg kan gøre sååå,” og ”hvis du melder mig, får jeg dit liv til at gå fuldstændig ned en gang for alle.”

De mange sager mod den 20-årige mand har fundet sted fra sommeren 2021 til efteråret 2023. Han har siddet varetægtsfængslet i sagen siden 1. februar i år.

Gjort nervøse og usikre

I Retten i Randers tilstod han alle forholdene og fik en straf på et år og ti måneders fængsel.

»Jeg er glad for, at den 20-årige mand nu er blevet kendt skyldig i sagen, da hans ubehageligheder og voldsomme retorik har gjort mange unge piger nervøse og usikre,« siger specialanklager Jesper Rubow fra Østjyllands Politi.

Når han bliver løsladt efter afsoning af sin straf, er det med et forbud på ubestemt tid om at kontakte fremmede børn under 18 år.

Ulovlighederne foregik bag skærmen i hans hjem i Favrskov og gik ud over unge piger i hele landet. Ifølge anklageskriftet havde han trods truslerne ikke held med at få nogen af pigerne til at sende hverken nøgenbilleder eller videoer af sig selv.