Han er Danmarks dygtigste unge murer og udlært på Tradium i Randers.
Jeppe Rafn, Jyllands-Postens Lokalaviser
”Og vinderen er: Julius Mondrup Brøgger.”
Musikken spillede, og jubelen brød løs i det enorme telt på Dyrskuepladsen i Roskilde, da Julius Mondrup Brøgger blev udråbt som årets murer til DM i skills 2024.
Den 20-årige murer fra Favrskov havde i løbet af ugen udmuret sine konkurrenter, der ligesom Julius havde vundet hver sin regionsfinale for at kvalificere sig til den prestigefyldte landsfinale.
Op til finaleugen havde deltagerne været i to ugers ”træningslejr” i Hjørring, så præmieoverrækkelsen var afslutningen på tre ugers intensiv konkurrence, hvor Julius var væk fra sit daglige arbejde som murer i sin fars murerfirma og familiens hobbylandbrug, som Julius er meget engageret i.
Efter DM i skills skal de to bedste murere deltage i en masse træning både herhjemme og i Tyskland og konkurrere om at blive Danmarks repræsentant til VM i skills, Worldskills, der i efteråret finder sted i Lyon i Frankrig.
Får frem for VM
Julius har dog valgt at melde afbud til VM.
»Jeg synes, jeg har trænet nok og opnået det, jeg gerne ville, så det virker lidt meningsløst, når vi nu har rigeligt at se til herhjemme,« siger den danske skills-vinder.
Murerarbejde er ret sæsonafhængigt, og for tiden er der forrygende travlt i Murerfirma Morten Brøgger, der lige nu snildt kunne bruge en håndfuld ekstra ansatte oven i de 11 ansatte.
Der er også nok at se til i familiens hobbylandbrug, der omfatter en fårebesætning med fokus på avl- og slagteproduktion. Julius har været hårdt savnet i foråret, idet DM i skills faldt sammen med læmmesæsonen, hvor moderfårene læmmer døgnet rundt. De 100 modefår har født over 200 lam, som nu er kommet på græs og skal tilses.
»Det er en unik mulighed at komme til VM i skills, men jeg vil hellere bruge min tid på at passe fårene. Det giver mere mening for mig,« siger Julius, som hver dag er rundt til alle fårene for at tjekke, om de er raske og har nok vand.
Murer eller landmand?
Julius’ interesse for fåreavl er faktisk så stor, at han er i tvivl om, om han i fremtiden vil være murer eller fåreavler eller måske vil prøve at kombinere sine interesser.
»Jeg har ikke låst mig fast på, om det skal være det ene eller andet, men har nok størst lyst til landbrug. Det er heller ikke så fysisk hårdt, men du skal på den anden side arbejde på alle mulige mærkelige tidspunkter, og du kender ikke prisen på dine varer, mens murerarbejde mere er fra klokken 7-16.«
Julius interesserer sig meget for avl og tager sine forældre og tre yngre søskende med til konkurrencer og udstillinger. Han har fundet en vædder med godt avlspotentiale, der ved sidste års landsskue i Herning blev kåret som bedste får/vædder på tværs af alle racer.
»Mange ældre fåreavlere ringer til Julius for at spørge ham til råds,« fortæller hans mor, Cecilie Høj Laursen.
Ung mand med 50 års erfaring
Hvis Julius vælger en fremtid inden for landbrug/fåreavl, vil han helt sikkert blive savnet i sin fars murerfirma.
»Det er sjældent, man finder en ung mand, der fungerer som en med 50 års erfaring. Der er ikke noget at komme efter, og jeg behøver ikke holde øje med eller tjekke hans arbejde. Det bliver bare gjort,« siger Morten Brøgger og tilføjer, at murerfirmaet også har og har haft andre meget dygtige lærlinge, der har fået hæder og vundet priser for deres evner.
Det skete blandt andet for et par år siden, da en nyudlært murer blev hædret som en af de 25 bedste nyudlærte håndværkere i en række østjyske kommuner. I år modtog Julius samme hæder, blandt andet fordi han fik topkarakteren 12 i alle dele af sin svendeprøve. Julius har endda haft mindre praktik end de fleste andre lærlinge, fordi han har taget sin uddannelse under EUX på Tradium i Randers, hvor man både får en erhvervsuddannelse og en studentereksamen.
Overtage firmaet?
Hvis Julius vælger murervejen, vil det til gengæld være ret naturligt, hvis han med tiden overtager farens firma, der holder til på privatadressen på Hesselhøjvej et par kilometer øst for Voldum i den yderste nordøstlige del af Favrskov Kommune lige på grænsen til Syddjurs Kommune.
»Det er helt op til ham, om han vil overtage firmaet. Det skal han ikke tvinges til. Det er en livsstil, man skal brænde for, og man skal både være pædagog og psykolog. Jeg har haft mange folk, der næsten ikke er nået ind i bilen, før de siger, det er godt nok koldt og mørkt, og det begynder nok også snart at regne. Og kunder, der råber og skriger i telefonen og ikke betaler deres regninger,« siger Morten Brøgger og kigger spørgende på sin søn.
»Jeg har ikke umiddelbart ambitioner om at overtage firmaet. Der er mange udfordringer i det,« lyder det fra Julius.
»Hvad nu, hvis du fik en kompagnon?« spørger Julius’ mor, der er selvstændig ingeniør, men hjælper til med det administrative i murerfirmaet.
Hendes forslag får dog ikke umiddelbart sønnen på andre tanker:
»Det er ikke lige planen – så skulle jeg jo også til at finde en kompagnon …«
Flere som Julius
Uanset om Julius fortsætter inden for murerfaget eller i stedet går landbrugsvejen, vil han være en af dem, som det officielle Danmark sukker efter at få flere af: personer, der tager en erhvervsuddannelse.
Omkring 20 pct. af de unge tager en erhvervsuddannelse, og det har ikke rykket sig i mange år, selvom Folketinget for snart 10 år siden vedtog en erhvervsuddannelsesreform, der skulle få andelen op på 25 pct. i 2020 og 30 pct. i 2025.
»Man bliver præget i folkeskolen, hvor snakken mest går på at tage på gymnasiet, og hvilket gymnasium man skal vælge. Jeg synes, man skulle prøve at få noget mere håndværksmæssigt ind i undervisningen,« siger Julius Mondrup Brøgger.
Hans far nikker genkendende til, at der er et meget stort spring fra skolebænken til arbejdspladsen:
»De får sig jo et kulturchok, når de skal møde klokken lort om morgenen. Så er det nemmere at sætte sig på en skolebænk.«