Af Anker Boje (S) Byrådsmedlem Randers Kommune, Vandbækvej 12, 8960 Randers SØ og Henrik Leth Skytten 118, 8920 Randers
Nordic Waste skandalen afslører grundvandsforurening trods gentagne advarsler fra borgere.
Gang på gang har bekymrede borgere og byrådsmedlemmer rejst spørgsmålet om risikoen for grundvandsforurening fra Nordic Waste. Hver eneste gang blev forureningsrisikoen blankt afvist på trods af, at forvaltningen var bekendt med boringerne på Nordic Waste grunden.
Boringer, der i øvrigt fremgår af kommunens egen hjemmeside.
Konsekvent tog man Nordic Wastes forsikringer for gode varer og latterliggjorde næsten de bekymrede borgere.
Nu viser det sig, at der fra Nordic Waste-grunden er ”hul igennem” til grundvandet.
Hvordan kan vi som borgere overhovedet have tillid til de svar, der bliver givet i denne sag, når de gang på gang har vist sig at tage fejl?
De gentagne afvisning af borgernes bekymringer viser en farlig grad af arrogance og mangel på respekt for vores natur og miljø.
Når borgernes frygt nu endelig bliver bekræftet efter måneder eller år med afvisninger, står det klart, at systemet er dysfunktionelt og uansvarligt. Hvordan kunne det gå så galt?
Hvorfor blev advarslerne ignoreret? Den manglende handling og den skødesløse behandling af borgernes bekymringer viser en chokerende mangel på ansvarlighed.
Er det virkelig for meget at forvente, at de, der er valgt, og de, der er ansat til at beskytte vores miljø og helbred, faktisk lytter til dem, de er sat i verden for at tjene?
Det er i bedste fald ligegyldighed, der nu har bragt vores alles grundvand i fare. Det er en skandale af dimensioner, og der må trækkes klare konsekvenser.