Det er et sørgeligt syn, der møder forbipasserende dagen efter storbranden.
Søndag udbrød en større brand i en beboelsesejendom på Vinkelvej/Nørre Boulevard i Randers.
Dagen efter vidner sodsværtede bjælker og nedfaldne murbrokker om gårsdagens voldsomme hændelse.
Branden havde – som politiet oplyste – ’godt fat i tagkonstruktionen’. I den forbindelse blev beboere i området opfordret til at lukke døre og vinduer.
Samtidig blev et større område afspærret.
Ifølge Randers Amtsavis blev branden anmeldt klokken 09.37. Cirka to timer senere var branden under kontrol. Der skulle dog gå endnu tre timer, før Østjyllands Politi kunne oplyse, at branden var helt slukket.
Herefter lød det fra politikredsen, at fire opgange havde fået store brandskader. Ingen personer var dog kommet til skade.
I et opslag i en lokal Facebook-gruppe skriver Rune Casper Wagner, der indtil i går boede på Vinkelvej, at hele hans hjem er brændt.
Hans to piger og ham fik ikke andet med fra Lejligheden end det tøj, de gik og stod i.
På grund af skaderne skulle en del beboere da også genhuses – og ejendommen er stadig afspærret.