By-eksperter deler ud af viden om byens rum og liv.
Byen er i rivende udvikling og vokser i både højde og drøjde. Det har sat byens mellemrum som gader og stræder, torve og parker under pres.
Den problemstilling sætter Museum Østjylland nu under lup og inviterer til debat- og inspirationsaften 23. maj i Helligåndshuset i Randers. Arkitekt Kristine Virén, urban explorer Jan Elhøj og stadsarkivar i Aarhus Søren Bitsch Christensen fortæller i et oplæg om byens kulturarv og identitet. Samtidig bliver du inspireret til selv at spille en aktiv rolle i, hvordan fremtidens by skal forme sig.
De tre oplægsholdere brænder for bykultur og har hver deres indgangsvinkel, hvorfra de ser på byen, dens historie og udvikling. Alle tre har de stor viden om byens rum og kvalificerede bud på dens fremtid.
»De tre oplægsholdere kan med garanti give en spændende og underholdende overflyvning over byudvikling og byhistorie. De vil også byde ind med nye og overraskende inputs i debatten om byen i dag og i fremtiden,« lover museumsinspektør og tovholder på arrangementet, Rikke Alsbjerg Schøning i en pressemeddelelse.
Det er tre velkendte ansigter, som byder ind i samtalen om byens rum og liv. Kristine Virén er uddannet arkitekt og arbejder som formidlingschef ved Videncentret Bolius. Mange vil nok også genkende hende som ekspert i DR’s tv-program Hammerslag.
Jan Elhøj er tv-vært og urban explorer og de seneste år især kendt for sit humoristiske rejseprogram Nul stjerner med rejsemakkeren Morten Kirckhoff. Jan Elhøj er også forfatter til flere bøger i bogserien Abandoned samt bøgerne Forladte steder og De forladte danske hjem.
Søren Bitsch Christensen er ph.d., historiker og stadsarkivar ved Aarhus Stadsarkiv og ved, hvad der er værd at vide om byhistorie. Han er konstitueret leder af Dansk Center for Byhistorie, der er et førende forsknings- og formidlingscenter, som har de danske byers historie som primært arbejdsfelt.
Arrangementet afholdes i samarbejde med Randers Amts Historiske Samfund og er økonomisk støttet af Realdania, der sammen med Museum Østjylland sætter fokus på lokal bygningskultur.
Reservér din gratis billet på museets hjemmeside.