Hvad laver redningsbåde fra nordjyske havne i en flodhavn som Randers? Vi har svaret.
Hvad er mon årsagen til, at de to redningsbåde ‘M. V. Gårdbo’, Hirtshals , og ‘L. V. Dam’, Gedser, ligger i Randers Havn?
Det undrer den opmærksomme læser Poul Ibsen-From sig over.
Han har på sine ture til Randers Havn bemærket sig, at de to redningsbåde er langt hjemmefra.
Det er Forsvarets redningsskibe, der er på ’ferie’ i havnen i Randers, mens nye systemer sættes i af et lokalt firma. For i sommerperioden kan skibenes opgaver klares af mindre redningsbåde, inden efterårsstormene og mængden af opgaver sætter ind igen.
»Det er de to sidste ud af fire redningsbåde, som skal have optimeret deres styresystemer og alarmsystemer fra bunden af,« oplyser administrerende direktør Søren Rasmussen fra firmaet Nordhavn Power Solutions.
Det er alt fra alarmen i bunden af skibet, der måler vandstanden, til roret, der skal styre skibet, der gennemgås. Systemerne bliver samtidig opgraderet med digital touchpad, så de er klar til fremtiden.
Det sidste af redningsskibene er ikke færdiggjort før om fire til seks uger.
Randers sparer rejsetid og hotelophold
Nordhavn Power Solutions arbejder blandt andet med salg, reparation og vedligeholdelse af generatorer og dieselmotorer, og de er godt i gang med udviklingen af metanolmotorer og andre tiltag indenfor grøn omstilling af skibe.
På Nikkelvej i Paderup ligger basen for de 44 ansatte. Heraf er de 20 af dem rejsende servicemontører, der har opgaver i hele verden. Resten er projektledere, servicefolk og administrativt personale.
»Vores servicemontører er alt fra omskolede lastbilmekanikere, skibsmontører og maskinmestre, så vi ansætter tit folk uden for branchen og lærer dem op. Man behøver ikke at have stået på et skibsdæk for at blive ansat hos os,« lyder det.
Firmaet har i over 75 år specialiseret sig i at renovere og klargøre mindre skibe. Nordhavn Power Solutions har ansvaret for at vedligeholde over 150 skibsmotorer, blandt andet på op mod 80 procent af de danske færger.
Men hvorfor holder redningsskibene ’ferie’ i Randers?
»Forsvaret var så venlige at sejle dem til Randers. Det sparer os for en masse rejsetid, hotelophold og spildtid, så det er win-win for begge parter,« siger Søren Rasmussen.