Mejeriprodukter er måske ikke just det, der er årsagen til Marie og Kaj Mogensens 65 års ægteskab, men især ost har sandelig været årsagen til mange oplevelser for parret.
AF CHRISTINA S. JOHANSEN
Hun var knap 17 år. Han var 20. Det var påske, og der var bal i forsamlingshuset i Øster Tørslev 16 kilometer nord for Randers. Hun havde fået klippet sin konfirmationskjole kort og var blevet kørt til bal i varerummet på smedens 2CV på gule plader. Hendes brødre var med i forsamlingshuset, så de kunne holde lidt øje med hende.
Hvis ellers de var vågne, så de Kaj Mogensen fra Randers byde deres søster Marie fra Kærby op til dans. Hun sad sammen med de andre piger på bænke langs med væggene og ventede på at blive budt op.
Hun lærte ham at danse. De talte. Hun var god at tale med, bemærkede Kaj med det samme.
Året var 1956, og ballet i Øster Tørslev Forsamlingshus blev startskuddet til et livslangt ægteskab.
16. maj i år fejrer Marie og Kaj Mogensen, der i dag bor i Hinnerup, krondiamantbryllup – altså 65 års ægteskab.
Flyttede efter jobbene
Et ord, man meget hurtigt er nødt til at nævne, når man taler om Kaj og Marie Mogensens liv, er mejeriprodukter, i særdeleshed ost.
Det har nemlig haft en ret stor betydning for parret og har ført til eventyr til nær og fjern.
Da Marie og Kaj lærte hinanden at kende, var Kaj i lære på Gjerlev Mejeri. Hun var centralpige.
Kaj måtte afbryde sin uddannelse, da han skulle aftjene sin værnepligt, men han genoptog, lige så hurtigt han kunne, og to måneder inden han var færdig på mejeriskolen, havde han fast job i Fjenneslev på Sjælland, hvor han skulle lave camembert. Så parret og deres førstefødte flyttede.
»Og så tjente vi penge. Wauw. Det havde været meget småt frem til da. Vi havde suget lidt på lappen og fået hjælp her og der,« siger Marie Mogensen.
Siden flyttede trekløveret til Gislinge, hvor Kaj fik job på Gislinge Mejeri og Flødefabrik. Her kom barn nummer to til verden.
»Men da firmaet gik konkurs, begyndte vi at kigge på at komme hjem til Jylland,« siger Marie Mogensen.
Eventyrlysten
De endte i Vitten, hvor Kaj Mogensen fik job på Vitten Mejeri.
»Vi fik en fantastisk velkomst og følte os hjemme lige på stedet,« siger Marie Mogensen.
Yderligere to børn kom til verden. Den ene gik desværre bort, så med tre børn boede parret i et 80 kvadratmeter stort hus lige ved siden af mejeribygningen, men de ejede ikke selv huset, og der var heller ikke råd til egen bil. Begge dele var et stort ønske.
Så efter fire år »skulle der ske noget,« siger Marie Mogensen.
Kaj Mogensen søgte derfor et job i Wisconsin i USA. Det fik han dog ikke, men der i foråret 1968 rygtedes det, at han søgte nyt job.
»Så en dag ringede de fra Danske Mejeriers Maskinfabrik: ’Vi tror, der er en mand her, som du bør snakke med.’ Det var en italiener, Renato, som boede i Venezuela, hvor han havde et stort mejeri,« fortæller Kaj Mogensen og fortsætter:
»Det må være gået meget godt til samtalen, for dagen efter mødte han op på Vitten Mejeri med konen for at se, hvad jeg var for en, og hvad jeg kunne – jeg var ved at lave smør på det tidspunkt. Han var også med hjemme og se Marie og børnene.«
Artiklen fortsætter under billedet
Kaj Mogensen skrev sammen med italieneren nogle gange »om betingelser og ting og sager.«
»Og så, da Vitten Mejeri holdt sin årlig personalefest i oktober, og jeg var godt beruset klokken to om natten, dukkede en taxachauffør op og ville tale med Kaj Mogensen. Han havde et telegram med ordlyden: ’All your conditions accepted. How fast can you travel?’ Og så blev vi ædru med det samme,« siger mejeristen med et smil.
Det var da ret modigt og eventyrlystent at kaste sig ud i at rejse til Venezuela med tre små børn. Var du bare med på den idé Marie?
»Ja, ja. Vi ville jo gerne have eget hus og bil, og vi kom ligesom ikke videre, som det var. Og hvis vi skulle udenlands, så skulle det være nu, inden børnene rigtigt skulle i skole. To af mine søskende boede allerede i Canada, og med alt det spændende, de kunne fortælle, tænkte jeg: ’Lad os gøre det – vi kan jo altid rejse hjem igen’.«
Hendes mand tilføjer:
»Hun har altid haft ben i næsen. Det får man af at være nummer otte ud af ni søskende.«
To år i Venezuela
I slutningen af 1968 landede Marie, Kaj og parrets tre børn i Caracas i Venezuela.
Et par dage senere begyndte en 800 kilometer lang biltur mod sydvest til Caja Seca, hvor Kaj Mogensen skulle være ostechef på et meget stort mejeri.
Et hus stod klar til familien, som kastede sig ud i at lære spansk. Det gik hurtigt.
»Vi følte os meget trygge og godt behandlet af alle mennesker i Venezuela,« siger Marie Mogensen, som fik hushjælp, for det skulle alle mejericheferne altså have.
Kaj Mogensen havde skrevet kontrakt på to år.
»Det var aldrig tanken, at vi skulle emigrere. Og selvom vi efter de to år fik alle mulige helt fantastiske tilbud, så tog vi tilbage til Danmark, en masse store oplevelser rigere,« fortæller Kaj Mogensen, før hans hustru fortsætter:
»Hver måned havde vi sendt en stor check hjem til banken, så nu blev der råd til egen bil og til at bygge hus på Klapskovvej i Vitten – og der boede vi så i 43 år. Vi har snart 50-årsjubilæum med de gamle naboer, som vi stadig ser, men ingen af os bor i Vitten længere.«
Kom i byrådet
Efter Venezuela-eventyret vendte Kaj Mogensen retur til Vitten Mejeri, og Marie Mogensen begyndte i 1971 at arbejde hos ’Carlsen – Gardiner, Tæpper’ i Hadsten, hvor hun syede gardiner. Her var hun i 14 år, før hun kom til Gardin Lis.
Samtidig var parret meget aktive. Udover at begge spillede håndbold, var Marie i ti år formand for Kræftens Bekæmpelse i Hinnerup-Hadsten, og Kaj blev landsbyforkæmper i 1970’erne.
Han kom i byrådet i Hinnerup på en borgerliste i 1974, hvor Leif Hansgaard var borgmester.
Derudover var Kaj med i menighedsrådet, i skolenævnet, i provstiudvalget og i Lions.
»Jeg blandede mig i alting,« siger han, og Marie tilføjer:
»Ja, og hvis ikke han var til møde, så var jeg.«
Fik eget firma
Kaj Mogensen blev i mejeribranchen hele sit arbejdsliv – ja, faktisk er han sådan set stadig i den, men mere om det senere.
Den sidste del af hans arbejdsliv skiftede han dog fra at være aktiv i selve mejeriet til salg af mejeriudstyr.
I 1979 blev han regional sales manager for Latinamerika i virksomheden Danish Turnkey Dairies. Her var han med til at lave salg og tilbud på nøglefærdige mejerier i Sydamerika.
Kaj Mogensen var blandt andet med til at få bygget mejerier i Venezuela, Ecuador, Costa Rica og Bolivia.
Det førte igen til masser af rejser, hvor også Marie Mogensen var med.
Artiklen fortsætter under billedet
»Så var hun med ude at besøge kunder, men det var jo ikke bare kunder, det blev gamle venner. Vi har besøgt dem, og de har besøgt os,« siger Kaj Mogensen, der også har besøgt det meste af Europa som sælger af mejeriudstyr.
Kaj sluttede sit arbejdsliv af med at lave sit eget firma, Mogensen Trading – i dag MT Technologies – hvor han selv solgte mejeriudstyr. Firmaet eksister stadig. Det er dog ikke fordi, det er vanvittigt aktivt. Men dukker der en forespørgsel op: »Kan du skaffe det her?« Ja, så gør Kaj altså det, også i en alder af 87 år.
Opskriften: »Tal sammen«
Et obligatorisk spørgsmål presser sig på: hvordan forbliver man gift i 65 år?
»Jamen, vi snakker godt sammen,« siger Kaj Mogensen.
»Men selvfølgelig har vi skændtes og været uenige. Dog ikke ret lang tid ad gangen – som regel må han give sig,« tilføjer Marie Mogensen med et smil, før hun konkluderer:
»Men sørger man for at tale sammen om alting, så undgår man utrolig mange konflikter, som ikke behøver at være der.«
