Af Michael Aastrup Jensen, medlem af Folketinget for Venstre, bosiddende i Assentoft
I alt for mange år har de ældre ikke fået den værdige alderdom, som de har fortjent.
Men forleden blev regeringen, sammen med række af Folketingets partier, enige om en ny ældrereform. Det er en reform, som endelig sikrer en mere værdig ældrepleje gennem selvbestemmelse, tillid og flere muligheder.
Selvbestemmelsen kommer blandt andet, når den ældre selv kan få lov til at bestemme, hvad de med medarbejderen skal gå til.
Måske vil Kirsten gerne snakke over et spil kort, mens Børge gerne vil have støvsuget, da han får gæster i weekenden. Selvbestemmelsen skal ske med fokus på den ældres behov og medarbejderens faglige vurdering. Det er den bedste måde, hvorpå vi kan tage et opgør med tidlige tiders minuttyranni og overdrevne ‘New Public Management’.
Tilliden giver vi til de fagligt dygtige medarbejdere, som vi har i vores ældrepleje. Det gælder både i Helhedsplejen ude hos den ældre og på plejehjemmene.
Vi skal have tillid til, at medarbejderen, som er hjemme hos den ældre, bruger tiden bedst muligt i forhold til, hvordan den ældre ønsker det. Og på plejehjemmene skal vi have restaureret tilliden til personalet. Det skal være en ældrepleje, som ikke længere er dynget til i bureaukrati og tilsyn. Derfor vil tilsynene fremover være sammentænkte og tage et opgør med det nuværende kontrolregime.
De flere muligheder kommer vi til at se på tværs af hele ældreplejen.
Friplejehjemmene får bedre vilkår, og især i yderområderne vil det være nemmere at opstarte friplejehjem. Der vil komme flere lokalplejehjem med friere rammer. Og private leverandører får mulighed for at byde ind på at levere ældrepleje. Det vil kun føre til en bedre og mere effektiv ældrepleje.
I Venstre kæmper vi for en frisættelse af det offentlige og flere muligheder for alle i Danmark. Jeg er så glad for, at tiden er kommet til en mere værdig behandling i ældreplejen. Det er rimeligt at de ældre kan bestemme selv – præcis som de har gjort hele livet – og ikke bliver behandlet som børn.