Det lykkedes ikke at redde to længer med stråtag. Til gengæld fik kun et enkelt nabohus røgskader.

AF CECILIE BISGAARD

Torsdag aften klokken 23.35 fik brandvæsnet melding om en gårdbrand på Landsbygaden i Stevnstrup.

Da de kort efter ankom til stedet, kunne de konstatere, at to længer på en gammel ejendom stod i brand. Det fortæller indsatsleder Jørgen Hansen fra Beredskab og Sikkerhed i Randers.

»Der var rigtigt gang i den. De to længer havde stråtag, og der var halm i. Vi kunne ikke nå at redde noget af det, så opgaven var at beskytte stuehuset og de nye villaer, der ligger vest for gården. Det andet fik lov til at brænde,« siger han til Din Avis Randers.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Presse-fotos.dk

Opgaven lykkedes heldigvis.

Ifølge Østjyllands Politis døgnrapport blev personerne i de omkringliggende ejendomme hurtigt evakueret.

»Der er kommet røgskader på den ene villa, og beboerne har ikke overnattet i huset. Men jeg forventer, de kommer nu her, og skadeservice er på stedet,« oplyser Jørgen Hansen.

Folk skal blive væk

De fleste brandfolk forlod stedet omkring klokken 3.30, men fra fredag morgen omkring klokken 8 var stedet igen fyldt med brandfolk.

»Vi skal lige have overstået efterslukningen, men nu forlader vi snart stedet igen, og vejen bliver genåbnet,« siger indsatslederen omkring klokken 10.30.

Han fortæller, at man vil opsætte minebånd omkring gården. Der er fare for, at nogle mure vælter, så folks egen sikkerheds skyld beder han alle om at blive væk.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Presse-fotos.dk

En gård kendt fra tv

Huset på Landsbygaden i Stevnstrup er ubeboet, og ingen personer kom til skade i forbindelse med branden, oplyser politiet.

Men selvom ingen boede i huset, så er ejerne stadig knuste over branden. Det fortæller Michelle Høegh Stjernvik, der sammen med sin mand Kasper for bare halvanden måned siden købte huset, til TV2 Østjylland.

»Vi er rystede lige nu, og det hele skal lige bundfælde sig, så der falder ro på. Så skal vi finde ud af, hvordan vi kommer videre her fra,« siger hun til TV2 Østjylland.

Gården, som Michelle Høegh Stjernvik og manden Kasper for kort tid siden overtog, er kendt som ‘Annas Gård’.

Gården blev kendt, da Søren Ryge Petersen lavede et portræt af Anna Mette Bentsen, som boede på gården i hele sit liv – 96 år.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk