Seks søskende fra et landsted mellem Romalt og Randers Fjord blev alle mønsterbrydere. Her fortæller en af dem sin historie.

AF CECILIE BISGAARD

Pengene var små på landstedet med 11 tønder land mellem Romalt og Randers Fjord, hvor Allan Jakobsen voksede op sammen med sine fem søskende.

»Indtil jeg var 10-11 år, havde vi ingen strøm. Der var en vandpumpe i gården, og vi havde petroleumslamper og en kakkelovn. Lommepenge måtte vi tjene selv. Det var nødvendigt at tænke over, hvordan hver en krone blev brugt,« fortæller han og fortsætter:

»Det var et godt hjem, og vi havde nogle kærlige forældre.«

Allan Jakobsen endte med at blive en rigtig mønsterbryder. Han endte som selvstændig bilforhandler og kunstner. Fredag 3. maj fylder han 80 år.

Artiklen fortsætter under billedet

Hele søskendeflokken på seks blev mønsterbrydere. De voksede op på et lille landsted uden strøm – og flere af dem endte som selvstændige forretningsdrivende. Foto: Cecilie Bisgaard

Lyttede til sin mor

Han har ikke altid vidst, at han ville være selvstændig. Faktisk startede han med at gå i sin fars fodspor, indtil hans mor fik overbevist ham om noget andet.

»Hun sagde: ”Du skal finde en læreplads, for du skal ikke være arbejdsmand ligesom din far”. Så det gjorde jeg,« siger Allan Jakobsen.

Han startede på Randers Tekniske Skole, hvis gamle bygning i dag er en del af Kulturhuset på Østervold. Han gik på skolens smedeuddannelse, da en fyr ved navn Smede-Erik en dag tog fat i ham.

»”Du skal være mere end smed – du skal være maskintekniker,” sagde han. Og når han sagde det, så fulgte jeg trop. Jeg stolede på hans dømmekraft, når sådan en mand griber fat i en knægt som mig. Jeg har tit tænkt på ham,« fortæller han.

»Jeg gik et år på Randers Tekniske Skole, og det var en dejlig tid.«

Sprang bare ud i det

Det var altså lidt en tilfældighed, at Allan Jakobsen endte med at uddanne sig til maskintekniker. Og endnu en tilfældighed gjorde ham til bilforhandler – for det var ikke tanker, som han selv gik med.

Efter en tur i militæret og et par år i Hillerød fik Allan Jakobsen arbejde i tegnestuen på Grenå Papfabrik, hvor han konstruerede maskindele.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

BLÅ BOG: Allan Jakobsen

Født 3. maj 1944 ved Romalt
Tidligere bilforhandler i Randers af blandt andet mærkerne Lada og Skoda
Var aktiv i flere bestyrelser med relation til bilsalget
Blev solkunstner efter hans pension fra bilbranchen
Har lavet fem solskulpturer, der i dag står ved Randers Regnskov, Mariagerfjord, i Californien, Spanien og Skovgårde

»Jeg kan huske, det var i påsken 1975. Min svoger, der var mekaniker, ville gerne være bilforhandler i Randers. Han ville tage sig af værkstedet, så han spurgte, om jeg ville stå for resten. Jeg kan huske det, fordi inden påsken var omme, havde jeg sagt ja. Jeg sprang bare ud i det,« fortæller han.

Og sådan blev maskinteknikeren bilforhandler.

Bilforretningen voksede

Sammen med sin svoger Kurt købte Allan Jakobsen en gammel krystal-is-fabrik på Grenåvej i Randers. Forretningen kom til at hedde Neo Bilcenteret.

»Der var ikke nogen Lada-forhandler i Randers dengang, så det blev vi. Det var et scoop, for fattig-80’erne kom, så vi solgte dem som varmt brød. Vi var den mest sælgende nybilforhandler i Randers,« fortæller han.

Da forretningen kørte godt, syntes de, at det kunne være fedt at få flere »spændende« bilmærker i forretningen.

»Salget af Alfa Romeo i Randers var ledig. Den søgte og fik vi, og så henvendte vi os til to forskellige segmenter af kunder. I 1982 fik vi også Nissan, så vi havde tre mærker. Der købte vi nabobygningen. I starten var vi min svoger, en lærling og jeg. Firmaet voksede stille og roligt til cirka 40 medarbejdere, hvoraf ti af dem var i Viborg, hvor vi også havde en afdeling.«

Artiklen fortsætter under billedet

Flere steder i verden står der solkunst, som Allan Jakobsen har skabt. Du kan blandt andet opleve hans skulpturer i USA, Spanien og ved Randers Fjord. Foto: Cecilie Bisgaard

Senere søgte Allan Jakobsen om at få salget af Seat og Skoda i Randers. Det fik han, og det betød, at de to nye mærker erstattede de tre tidligere.

»Når man har ansvaret for 40 medarbejdere, så er man nødt til at sælge nok. Hvis ikke man sælger nok, så har de heller ikke nok at lave på værkstedet,« fortæller han om den beslutning.

I dag er Allan Jakobsen pensioneret, men hans gamle firma findes endnu. De sælger stadig Skoda-biler på Grenåvej.

Prikkede fire på skulderen

Da svogeren Kurt ville på pension som 60-årig, købte Allan Jakobsen ham ud af firmaet. Han var også selv 60 år, men han var på ingen måde klar til at gå på pension der for 20 år siden.

»Jeg har ikke kunnet holde min mund, for eksempel når vi var til forhandlermøder. Så jeg blev en aktiv bestyrelsesmand. Jeg har blandt andet været formand for Nissan-forhandlerne. Det var en spændende tid,« fortæller han.

Han har også stået bag en større biludstilling i det, der i dag hedder Arena Randers.

Artiklen fortsætter under billedet

Allan Jakobsen og flere af hans søskende er gennem mange år kommet i det område i Spanien, hvor der i dag står en af hans solskulpturer. Privatfoto

Men da han fyldte 62 år, begyndte Allan Jakobsen også at trappe ned. Han begyndte at sælge sine aktier i Skoda-forretningen til fire udvalgte medarbejdere. Tre år senere havde de købt ham ud.

»Jeg kunne se muligheder i de fire, så jeg pegede dem ud – spurgte dem, om de ville overtage. Jeg trådte senere helt ud af bestyrelsen, da de havde lyst til at bygge en helt ny butik. Og forretningen kører godt i dag. Det glæder mig, hver gang jeg kører forbi,« siger han.

»Alting har sin tid«

Men hvad skulle der så ske? Allan Jakobsen var 65 år – ingen forretning, ingen bestyrelsesposter.

På en rejse til Sicilien fik han en idé. Han kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der gav ham inspirationen, eller hvor idéen kom fra. Den dukkede bare op på den rejse. Han ville være kunstner.

»Jeg har rejst en del i Egypten og set, hvordan man tilbad solen der. Hvordan man i templerne sørgede for, at der var nogen, der holdt øje med, at solen stod op hver dag,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

»Indvielsen af min første skulptur, der står ved Regnskoven, var spændende. Der var en masse mennesker, og både avis og radio var forbi,« fortæller Allan Jakobsen. Privatfoto

Det inspirerede ham til at lave solkunst. Den første skulptur, han nogensinde lavede, står ved Randers Regnskov. På toppen af den er der nogle små figurer. De kigger alle sammen mod Gudenåen. Bortset fra én. Den kigger mod øst.

»Den synes, det er spændende at holde øje med, om solen står op hver dag,« siger kunstneren.

Hans anden af fem store skulpturer står i Westlake i Californien på en grund, der er ejet af hans kones søster. Også her er der en masse små figurer, hvor en skiller sig ud. Også den kigger mod øst for at holde øje med solopgangen. Det går igen på alle skulpturerne, der ud over Randers og Californien befinder sig i Spanien, Skovgårde og ved Mariagerfjord.

Han har også lavet flere små skulpturer og malet billeder.

»Alting har sin tid, så jeg laver ikke flere nu,« siger den snart 80-årige kunstner, tidligere bilforhandler og mønsterbryder.

Artiklen fortsætter under billedet

»Skulpturen ved Mariagerfjord er nok den mest arkitektoniske. Den viser universet med stjerner og planeter, solen og jorden,« siger kunstneren. Privatfoto

En hel flok mønsterbrydere

Allan Jakobsen er ikke den eneste mønsterbryder i familien. Faktisk var der ingen af de seks søskende, der ”blev arbejdsmænd ligesom deres far”.

»Min storebror Hugo blev radio- og tv-forhandler. Han havde Thorups Radio på Østervold sammen med en kompagnon. Senere blev han fabrikant af maskiner, der kunne konstatere, om dollar- og euro-sedler er falske. Min søster Lykke er selvstændig revisor. Min anden søster, Lone, blev personalechef for 50.000 medarbejdere. Min sidste søster, Bitten, er hende, der blev gift med Kurt, som jeg havde bilforretningen med,« fortæller han og fortsætter:

»Det må ligge lidt i generne. Jeg tror, det kommer fra vores mor. Hun var fremme i skoene. Hun sagde altid til min far: ”hvis ikke jeg havde giftet mig med dig, Søren, så var jeg blevet statsminister”.«

Da skulpturen i Skovgårde på Djursland skulle indvies, så Allan Jakobsen et fatamorgana over Kattegat. »Det var, som om der var en hel skov midt i vandet,« fortæller han. Privatfoto
Allan Jakobsens solskulptur i Californien står på en grund, som hans kones søster ejer. Privatfoto