To mænd blev bortvist fra rutebilstationens venteværelse og gik derefter amok på vagten.
To mænd på 22 og 25 år blev torsdag eftermiddag kl. 17.20 bedt om at forlade venteværelset på rutebilstationen i Randers midtby, da de var uønskede på stedet.
Det fik de to mænd til at følge efter den vagt på rutebilstationen, som havde bedt dem om at forlade stedet. Vagten følte sig så truet, at han søgte i sikkerhed i Føtex lige ved siden af.
Den ene af de to mænd kastede foran Føtex en øldåse mod vagten foran flere vidner, mens den anden sparkede vagten over benet.
Derefter ankom politiet og fik anholdt uromagerne.
De to mænd blev begge sigtet for at have begået vold og blev taget med på stationen til nærmere afhøring. Den forurettede i sagen kom ikke umiddelbart alvorligt til skade. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.