Seks personer er nu dømt i “Operation Augsburg”. To mænd fik tirsdag 14 års fængsel efter tilståelser.
Younes Heddou og Abdul Qadir Ali er tirsdag i Retten i Randers hver blevet idømt 14 års fængsel efter at have tilstået i hver deres sag om indsmugling og besiddelse af amfetamin.
Begge mænds sager er en del af et sagskompleks, som National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) kalder ”Operation Augsburg”.
I samme sagskompleks blev Maria Michelle Dolleris Kanne og Michael Tofte Pedersen fredag idømt 12 og 14 års fængsel.
I oktober blev 44-årige Arfan Caesar Pervez idømt 15 års fængsel for som bagmand at være ansvarlig for handel med i alt 191,7 kilo amfetamin. Thomas Bro Andersson er ligeledes blevet idømt 13 års fængsel i sagskomplekset.
Yderligere én person skal for retten i sagskomplekset.
Younes Heddou og Abdul Qadir Ali er dømt for at have forskellige roller i en organisation, der stod bag handel med store mængder amfetamin.
De to mænd overdrog eksempelvis i en række tilfælde amfetamin til videresalg ved togstationerne i Horsens, Skanderborg, Randers, Vejle, Esbjerg samt ved Lindevang Station på Frederiksberg.
/ritzau/