Ved DM i Skills i Roskilde bliver Randers repræsenteret af et rekordstort hold fra Tradium på syv elever, der repræsenterer en bred vifte af de håndværksfag, man finder i Randers.
Et rekordstort hold fra Tradium på syv elever har kvalificeret sig til at deltage i finalen i DM i Skills, der afholdes i Roskilde 18.-20. april. Her skal de dyste mod 300 andre unge fra hele landet om at blive de bedste i deres fag.
De syv deltagere er Maria Berg Fauerbye og Emma Skjoldager Hansen fra frisøruddannelsen, Jonas P.B. Jensen, der er klejnsmedeelev, Julius Mondrup Brøgger og Patrick Dahl Gråbæk, der repræsenterer mureruddannelsen, Mathias Schack Petersen, der er mekanikerelev og Kristoffer K. Svendsen, der er tømrerelev.
»Man kan se DM i Skills som talentpleje for de dygtigste elever, men de vokser også ud af nogle fagmiljøer, hvor både undervisere og elever har interesse i at tage deres fag til det ypperste. Det kan man som direktør kun være stolt af. Samtidig er de dygtige elever, vi sender til mesterskabet, rollemodeller for andre unge og fremragende repræsentanter for Randers og deres håndværk på den nationale scene,« siger Lars Michael Madsen, der er administrerende direktør på Tradium, i en pressemeddelelse.
Skills-holdet fra Tradium fik lykønskninger med på vejen ved en reception på Tradium i uge 12.
Her deltog også formand Erik Lundorff og næstformand Karsten Skjødt-Jakobsen i Randers Håndværker- og Industriforening, der overrakte 80.000 kr. i støtte til elevernes deltagelse – midler, der er en del af overskuddet fra den lokale kreds af Varelotteriet, som foreningen kan bruge til netop denne type støtte.
»Vi ønsker vores elever alt det bedste og er sikre på, der venter dem en stor oplevelse i Roskilde. I den forbindelse er vi meget glade for den støtte, vores elever har fået fra Randers Håndværker- og Industriforening gennem midlerne fra Varelotteriet. Det er vind i ryggen,« siger Lars Michael Madsen.