9.000 cigaretskod bliver til kunstværk efter skraldeindsamling.
Der har været gang i snapperne hele ugen forskellige steder i Randers Kommune. Lørdag var det tid til den store affaldsindsamling, der foregik i bæredygtighedshuset No. 17 i Slotsgade. Renholdet Randers stod bag arrangementet i samarbejde med Randers Kommunes projekt Ren Randers.
Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
En af arrangørerne, repræsentant for Renholdet, Per Christensen, havde placeret sig midt på Østervold med en stor trailer, hvor alle affaldsindsamlere kunne komme af med deres sække og få dem vejet:
»Det er utroligt, at vi kan samle så mange mennesker til at samle affald. Det siger noget om, at det faktisk betyder noget for de fleste, at naturen er pæn, ren og ikke mindst fri for affald,« siger han og fortsætter:
»Selvom vi på papiret langt fra nåede vores målsætning om at samle 1.000.000 stykker affald, så er min fornemmelse, at vi alligevel har fået samlet meget mere end de 270 kg, vi samlede her og i Nordbyen. Det kan jeg jo se, når jeg læser opslag på sociale medier fra flere steder i kommunen. Jeg tror, det har været svært både at tælle og få folk til at melde antallet ind, men jeg ved, at vi har samlet rigtig meget ind. Og det er det vigtigste.«
Som noget nyt havde den store affaldsindsamling sit udgangspunkt i No. 17 i Slotsgade 4. Herfra fik deltagerne udleveret snappere, ruter og sække.
9039 cigaretskod bliver til kunstværker
Ud af de 270 kg affald blev der samlet over 9000 cigaretskod, som senere bliver til fotografier og skodkunstværker, der skal sætte yderligere fokus på problematikken.
Værkerne kommer til at bestå af de 9000 cigaretskod placeret i forskellige formationer. Affaldsindsamlerne kunne i løbet af dagen tegne deres bud på et skodkunstværk, der sender stærke budskaber. Det er de bedste af disse tegninger, der bliver gjort til virkelighed.