54-årig mand, der er født og opvokset på Djursland, er tiltalt for drabet på den 23-årig prostituerede.
Af Jørgen Rosengren, Jyllands-Postens Lokalaviser
Den 54-årige mand, der er tiltalt for drabet på Hanne With, skal have slået hende ihjel med slag eller spark i hovedet og på kroppen, stranguleret hende med et antennekabel samt udsat hende for ’talrig’ snit med saks, skruetrækker og kniv.
Det fremgår af anklageskriftet, som Lokalavisen har fået aktindsigt i.
Hanne With blev dræbt nytårsnat 1990 i en lejlighed på Nørrebro i København.
Der skulle gå 34 år før den 54-årige mand, der er født og opvokset på Djursland og bor i Randers, blev anholdt på sin arbejdsplads.
Han sigtet – og siden tiltalt – for drabet på baggrund af dna-analyser af materiale, der blev fundet på Hanne Withs bukser.
Københavns Politi fandt frem til den nu tiltalte via materiale fra den 54-åriges søn, hvis dna befandt sig i politiets register.
Den 54-årige blev 7. februar fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han nægtede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet.
Tiltalen blev rejst i sidste uge – efter hvad politiet beskrev som ’endnu et gennembrud’ i sagen. Hvilket er dog ikke kommet frem.
Den 54-årige aftjente fra 1989 til 1990 sin værnepligt på et af søværnets skibe i København.
Han har fortalt, at han ”drak sig i hegnet”, og siden tog han tilbage på skibet.
Ifølge politiets teori samlede han den aften Hanne With op – og i hendes lejlighed opstod der en form for uenighed, der endte med drabet på den 23-årige prostituerede.