Dagene bliver længere, blomsterne kigger frem, og traditionen tro springer de økologiske køer fra stald til græs til lyden af dansk forår.
Siden 2005 har op mod 100.000 danskere årligt besøgt de økologiske Arla-gårde rundt omkring i landet for at tage del i festlighederne, når køerne lukkes på græs. I år åbner stalddørene søndag 14. april, og en af de mange Arla-gårde, der inviterer på besøg, er Lene og Lars Jørgensen.
De to har drevet Krogsagergaard ved Randers siden 1996, og i år er det 10 år siden, de for første gang inviterede til gårdbesøg i anledning af, at deres økokøer kom på græs.
Lene og Lars Jørgensen forventer at se 3.000 børn, forældre og bedsteforældre i løbet af dagen, hvor gæsterne blandt andet kan klatre på halmborg, tage pedaltraktor-kørekort eller sidde i en af gårdens store traktorer. Familierne har også mulighed for at se gårdens malkerobot i aktion.
I hvert fald indtil kl. 12, hvor gårdens 75 køer bliver sluppet ud på græs.