Mulig drabsmand bliver siddende i fængsel, selvom varetægtsfængsling udløb 5. april.
En 31-årig mand der blev anholdt og sigtet for drabet på familiefaderen Jonas Højberg Moestrup kun 22 minutter efter knivstikkeriet 7. marts har fået forlænget sin varetægtsfængsling til 3. maj.
Det bekræfter Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
Den 30-årige familiefar gik udenfor sit hjem på Guldregnvej i Randers, fordi han hørte en puslen ude fra.
Her blev han stukket med en kniv.
Derefter fik han slæbt sig indenfor og fik låst dørene, for at beskytte sin kæreste Katrine og sønnen Anker mod knivstikkeren.
Kort efter døde han.
Politiet fandt en 31-årig mand stående på en tankstation i kort afstand fra parrets hjem og anholdt ham på stedet.
Det er almindelig praksis at forlænge en varetægtsfængsling på denne måde, mens efterforskningen er i gang.
Men en dommer forlænger kun en varetægtsfængsling, hvis der er beviser nok, eller begrundet mistanke om, at det er den rette person politiet har fundet.
Din Avis var tilstede, da den 31-årige blev varetægtsfængslet 8. marts. Her er et uddrag af reportagen:
Da han kommer ind i retssalen i Randers, er han flankeret af to betjente, iført posede sorte joggingbukser, en sort sweatshirt og dele af en lyseblå t-shirt stikker ud bagtil. På fødderne bærer han mørke sandaler af plastic.
Han har sammenknebne, stålgrå øjne der er omkranset af meget røde rande.
Han kigger sig rundt i retssalen i Retten i Randers med et sløret blik.
Den venstre hånd hviler roligt på hans overlår, da han sidder i vidneskranken. Selv da han bliver bedt om at erklære, om han er skyldig eller ej, så flytter hånden sig ikke. Hans bevægelser er meget rolige under den åbne del af retsmødet.
Han er lavstammet, har mørkt fuldskæg, er bred over skuldrene, har mørkt tæt hår og utallige tatoveringer ved nakken, på halsen og omkring venstre øje. Der er tatoveringer flere steder på begge hænder. Og der mangler tre fingerled på den ene hånd.
Den 31-årige mand kørte til området i taxa og havde taget toget til Randers den pågældende aften i marts. Han har en lang række af domme bag sig i forvejen.