Efter seks måneder ude i verden er Alberte Nørgaard Høstrup klar til at give den fuld gas, når hun 9. april skal optræde sammen med DGI Verdensholdet i Randers.
Smukke bevægelser, vilde spring, et kæmpe lysshow og god musik. Det er noget af det, du kommer til at opleve 9. april i Arena Randers, når DGI Verdensholdet skal lave show som en del af deres ultimative Danmarksturné.
En oplevelse, som Alberte Nørgaard Høstrup glæder sig særligt meget til at give alle i Randers.
»Jeg glæder mig til at vise vores show ’Kata’ frem i Randers, fordi meget af min familie kommer derfra. Derudover glæder jeg mig til at få lov til at vise publikum den store udvikling, der er sket med showet, imens vi har rejst verden rundt,« siger hun i en pressemeddelelse.
Der er nemlig sket meget med showet ’Kata’, siden holdet forlod Danmark i oktober sidste år. Instruktørerne har sammen med gymnasterne udviklet showet med inspiration fra deres rejse i hele verden – Tyskland, Luxembourg, Singapore, Malaysia, Sydkorea, Australien, Mexico, Argentina og Uruguay.
»Nogle indslag vil publikum bemærke har fået nyt liv, nogle helt nyt musik og andre nye bevægelser. Derudover er der kommet helt nye indslag til, som har taget pladsen fra gamle indslag – alt sammen til det bedre. Det er på mange måder et nyt og forbedret show, som publikum vil opleve,« siger Alberte Nørgaard Høstrup.
I showet ’Kata’ behandler DGI Verdensholdet temaerne hengivenhed, kontrol og frygt.
»Vi stiller os selv spørgsmålene: hvornår skal vi give slip, kaste os ud i det uvisse og blot lade os forføre af vores omgivelser, og hvornår skal vi insistere på at holde fast og sætte grænser? En balancegang vi alle må forholde os til i en foranderlig hverdag for ikke at fare vild i vores omgivelser og i os selv,« lyder det fra instruktørerne, Tine Lebech Krog og Emil Smedegaard.
Billetter til showet i Randers kan købes på Verdensholdets hjemmeside.
gs