Tradiums HHX-uddannelse skiller sig ud som den mest populære ungdomsuddannelse i Randers.
Flere end sidste år har søgt ind på Tradiums ungdomsuddannelser, skriver Tradium i en pressemeddelelse.
Efter udløb af fristen for at søge ind på en ungdomsuddannelse 1. marts viser Tradiums opgørelse, at 851 har søgt ind på en af skolens ungdomsuddannelser. Det er 50 flere end året før, og heriblandt er Tradium Handelsgymnasiet årets højdespringer. Med 412 ansøgninger er HHX-uddannelsen den mest søgte ungdomsuddannelse i Randers i år.
»Tradium Handelsgymnasiet har været det største gymnasium i Randers i en årrække. I år er Randers samtidig den første af Danmarks 10 største byer, hvor HHX-uddannelsen oplever flere ansøgere end det almene gymnasium (STX). Det er vi både stolte over og glade for,« fortæller Jakob Lønvig, der er rektor på Tradium Handelsgymnasiet.
Den øgede søgning til HHX-uddannelsen er udtryk for en landstendens, hvor flere og flere unge mennesker får øjnene op for HHX-uddannelsens kvaliteter og muligheder. I Region Midtjylland er søgningen til HHX således steget med 13,1 procent fra 2023 til 2024.
Tradium har også oplevet god søgning til skolens 10. klasses-tilbud, EUD10, mens der er 3,8 procent færre, der har søgt ind på erhvervsuddannelsers grundforløb, GF1. På den tekniske gymnasieuddannelse, HTX, har 65 søgt ind mod 76 året før, hvilket også er en del af en landstendens, hvor søgningen til uddannelsen er faldet over de seneste år. I Region Midtjylland er søgningen til uddannelsen faldet med 12,2 procent fra 2023 til 2024.
»Vi er glade for den samlede fremgang på søgningen til gymnasieuddannelserne på Tradium. Samtidig er det på samfundsniveau bekymrende, at søgningen til HTX-uddannelsen falder. Vi har som samfund brug for at unge også uddanner sig inden for STEM-fagene, og her er HTX-uddannelsen den oplagte dør. Derfor bør vi tænke over, hvordan den interesse kan blive styrket hos de unge op gennem grundskolen,« siger Else Ravn Rasmussen, der er gymnasiedirektør på Tradium.