Efter lang ventetid kan Landbrugsmessen Gl. Estrup endelig se frem til at fejre sit jubilæum.

AF SIMON CARLSON

Sidste år kunne Landbrugsmessen Gl. Estrup have fejret jubilæum med sin 25. udgave.

Efter et tumultarisk efterår i 2022 og en hektisk start på 2023 besluttede messens nyvalgte bestyrelse dog at aflyse messen, men det betyder blot, at gæster, udstillere og arrangører i år kan se frem til at fejre jubilæum, og Landbrugsmessen forventer da også at levere et stærkt comeback i weekenden 25.-26. maj.

Det fortæller bestyrelsesformand Karen Rasmussen, der bor ved Hørning i den sydøstlige udkant af Randers Kommune.

Hun blev i januar sidste år valgt som ny formand for messen på en ekstraordinær generalforsamling. Tiden i den nye bestyrelse er blevet brugt til at evaluere og justere på messen, så den på nogle områder går tilbage til gamle dyder og på andre forsøger at nytænke.

Formålet er at skabe en Landbrugsmesse, der har så bred appel som muligt.

»Vi drømmer om at se de der 20.000 gæster, der tidligere har været i løbet af messen. Vi vil gerne vise, at vi er tilbage for fuld styrke. Vi har arbejdet rigtig meget her i starten af året, så der virkelig er kommet drive i bestyrelsen. Vi laver mere opsøgende arbejde og snakker meget med maskinhandlerne og andre potentielle udstillere, så der sker virkelig noget,« konstaterer Karen Rasmussen.

Tilpasset smagsløgene

På messen i 2022 fik de nye tiltag på madfronten en temmelig blandet modtagelse, da man forsøgte sig med en mere street food-baseret tilgang.

Det var for dyrt, og gæsterne savnede den traditionelle grillpølse og bakken med pommes frites. Det har bestyrelsen lyttet til, fortæller Karen Rasmussen.

»Vi går lidt tilbage til noget, vi kender, og folk vil bare gerne kunne spise en pølse på et dyrskue, så det sørger vi for, at de kan. Det behøver ikke være gourmetmad, selv om kvaliteten selvfølgelig nok skal være i orden,« noterer hun.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Landbrugsmessen Gl. Estrup

Messen blev afviklet for første gang i 1996
I 2001 blev Landbrugsmessen aflyst på grund af mund- og klovsyge
I 2020 og 2021 blev messen ligeledes aflyst – denne gang på grund af covid-19
Dermed bliver årets udgave messens 25-års-jubilæum

Det betyder dog ikke, at maden på årets messe bliver ensidig.

Landbrugsmessen Gl. Estrup har indgået et samarbejde med Smuk Event, som blandt andet sørger for madaftaler på Smukfest i Skanderborg.

Dermed bliver der noget for enhver smag, lover formanden.

»Et af vores problemer i 2022 var også, at madboderne var placeret tæt på hinanden i en cirkelform, og det betød, at de mange mennesker kom til at stå i lange køer, og det var de selvfølgelig ikke tilfredse med. Nu bliver boderne spredt mere ud, og der kommer et bredt udbud af mad,« uddyber Karen Rasmussen.

Pirrer nysgerrigheden

På årets messe skal gæsterne vænne sig til små forandringer i udformningen af messepladsen.

Selve ringen for dyrskuet er ikke længere en ring men en stor firkant.

Derudover bliver der heller ikke dedikerede områder til for eksempel udstillerne fra maskinhandlerne eller dyreudstillerne. Udstillerne kan således selv vælge, hvor på pladsen de ønsker at udstille.

Det skal være med til, at nysgerrigheden hele tiden kan pirres.

»Tidligere har maskinhandlerne ligget bagerst på pladsen, og det betyder, at nogle gæster slet ikke er kommet derop, hvis de ikke lige stod og skulle handle maskiner. Vi vil gerne have, at folk hele tiden får en masse forskellige ting at kigge på, så der også er mere grund til at komme hele vejen rundt på pladsen,« siger Karen Rasmussen.

Tivoli vender tilbage

På årets Landbrugsmesse skal der også være grund til, at den aldersgruppe, der ikke længere blot er godt underholdt ved synet af en ko, har lyst til at besøge messen.

Derfor har arrangørerne allieret sig med et godt gammeldags tivoli, som kommer med både gynger og karruseller, så der også her er noget for enhver smag.

Artiklen fortsætter under billedet

Alt er sat ind på et brag af en jubilæumsmesse. Arkivfoto

»Jeg kan huske, da jeg var barn og ung, var der også tivoli på messen, og vi har folk, der har efterspurgt, at det vender tilbage. Det forsøger vi nu. Vi har erfaret, at det kan være lidt svært at trække børnene i den der mellemalder fra 10 til 14 år hen på messen, så vi håber på, at tivoli kan være med til, at hovedet kommer lidt væk fra skærmen,« forklarer Karen Rasmussen.

For legebørn i alle aldre byder Landbrugsmessen Gl. Estrup igen i år på traktortræk. Det foregår om lørdagen. Søndag afvikles den lidt mindre version i form af garden pulling, som bedst kan betegnes som modificerede havetraktorer med et stort spand heste under motorhjelmen.

Derudover byder weekenden naturligvis på udstilling af både kød- og malkekvæg, maskinudstillinger og børnedyrskue.

Det endelige program for 25. og altså comeback-udgaven af Landbrugsmessen er endnu ikke fastlagt.