Patrulje spottede eftersøgt mand i Randers. Han mistænkes for at være indblandet i blodigt knivoverfald i Aarhus.
Østjyllands Politi har efter måneders søgen anholdt endnu en mistænkt i et drabeligt rockeropgør, der tilbage i oktober udspillede sig på Hammershusvej, der ligger nær Storcenter Nord i Aarhus.
Det skete torsdag, da en politipatrulje spottede den eftersøgte 24-årige mand ved en adresse i Randers og fik ham anholdt. Fredag fremstilles han i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Den 24-årige er sigtet for forsøg på manddrab, da han ifølge anklagemyndigheden deltog i overfaldet på en 22- og 24-årig mand, som på Hammershusvej blev stukket med stikvåben adskillige gange.
Den 24-årige mistede en del blod og var i livsfare. Kun på grund af akut behandling overlevede han overfaldet.
Den 22-årige fik også flere læsioner, men han var aldrig i livsfare.
Politiet mener, at det, der udspillede sig på parkeringspladsen ved Hammershusvej, var et internt opgør i en rockergruppe.
En 42-årig mand blev 28. november varetægtsfængslet i sagen, og efterforskningen førte til den 24-årige, som politiet har søgt efter i noget tid, og som altså blev anholdt i Randers.
Politiet formoder, at der er flere gerningsmænd på fri fod, og anklagemyndigheden anmodede derfor om lukkede døre ved grundlovsforhøret, der startede klokken 11.
ddp