Nu skal en 30-årig mand fremstilles i grundlovsforhør.

Af Jørgen Rosengren, Jyllands-Postens Lokalaviser


Søndag aften blev en 35-årig mand stukket ned i Randers.

Nu bliver en mistænkt 30-årig fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers – sigtet for grov vold.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Overfaldet fandt ifølge sigtelsen sted lidt over klokken 20.00 omkring krydset mellem Søren Møllers Gade og Vestervold i Randers.

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 20.14, og da politiet kom frem, var gerningsmanden stukket af.

Den 35-årige mand blev tilset i en ambulance og kørt til hospitalet, hvor han modtog behandling, men der var ikke tale om livstruende skader.

Politiet fik hurtigt mistanke til den 30-årige mand, som kort efter anmeldelsen blev anholdt på en adresse i Randers.

Han fremstilles mandag i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.